NannaVidebechMinderFraMinBarndomOgUngdom

5 2

hun vidste, at naar der kom et belejligt Øjeblik, vilde Onkel Møller lægge Haanden paa hendes Skulder og fortælle hende alt, hvad der blev talt om, var det noget morsomt, lo han saa hjærteligt, at hun endog fik hans Latter med — og saa lo ogsaa hun. De indbød os til at besøge dem i Dalby Præste- gaard næste Sommer, og hvor gærne kom vi ikke! og dog blev det Besøg over al Forventning! Fader og Vil­ helm fulgte os til Nyborg og rejste derfra videre til Hamborg og vi tre — mine Søstre Marie, Vilhelmine °g jeg — kørte saa i Onkel Møllers Vogn til Præste- gaarden. Hvilket forunderligt fredeligt Besøg! D e t at føle det aandelige Liv i Familien, det fornøjelige, for­ ti olige Samliv, gjorde at man aldrig savnede Noget ude fra. Da vi kom kørende op for Døren, stod Onkel Møller paa Trappen — ved Siden to unge Herrer — da han hjalp os ned af Vognen, sagde han til dem: »Nu! unge Mænd! Jærnbaand om Hjærterne!« og lo saa hjærteligt, idet han, som altid naar han lo, lagde Hovedet paa Siden. Da vi kom ind i Forstuen og saa Plejedøttrene, syntes jeg jo rigtignok, der allerede maatte have været Brug for »Jærnbaandene«, thi Hanne B redsdorff (senere gift med Pastor Nissen ) var saa sød og fiiskog morsom, og Lise Simonsen (senere gift med Professor Rudolph B ergh ,) var en complet orientalsk Skønhed, elskværdig og indtagende. Hun havde en henrivende Sangstemme og vi fik megen Musik; jeg ser endnu Lise Simonsen ved Gaveret, med en ildrød Rose i det kulsorte Haar og hører hende synge, dels alene, dels Duetter med Hanne Bredsdorff; eller min Søster Marie lod sin jmdige, fine Sang høre.