HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2004 h5

Anders Otte Stensager

tig besøgende på de steder, hvor der blev foretaget større anlægsarbejder, og med sig bar han altid en stok, der var udstyret med et lille spadeblad. Spadestokken blev ivrigt brugt, idet han ikke gik af vejen for at grave og rode op i den jord, hvor arbejderne gik og gra­ vede. Om aftenen vendte han hjem med poser af jord og arkæologiske fund, som familien blev sat til at rense. Herom for­ tæller sønnen Jens Rosenkjær: ”Om Afte­ nen sad hele Familien om Spisebordet i den lille Lejlighed paa Nørrebro og vug­ gede Vandfade med Vand og Ler, som Fa­ deren havde bragt med hjem fra Udgrav­ ninger ude i Byen. Og efter som vi slæm­ mede Leret, steg Frø og Planterester op til Overfladen - fra tropiske Skove, som engang havde vokset, hvor København nu ligger”.4 Størst opmærksomhed påkaldte Rosen­ kjær sig under udgravningen af bassiner­ ne til Københavns Frihavn i 1891-92, pri­ mært pga. sine meget detaljerede beskri­ velser og iagttagelser af de geologiske og arkæologiske fund. I sin artikel ”Fra Fri­ havnens Bund” fra 1893 beretter Rosen­ kjær om sine daglige ture ud til Frihavns­ bassinerne: ”Der laa Flintredskaber lige fra Bunden og helt op ovenpaa Tørven. Paa selve Bunden har jeg fundet en Flæk­ keblok, en Økse og flere Flækker”. Des­ uden fandt han flere redskaber af ben og hjortetak, heriblandt en benod med riller og et indsat skærpe af flint samt trykstok­ ke af hjortetak. Sammenlagt indsamlede Rosenkjær mere end 500 stykker flint- og benred­ skaber, men ”det er kun en mindre del af, hvad der i Virkeligheden var der”.5Det, Rosenkjær havde fremgravet, var i vir­ keligheden resterne af den ældste sten­ alderboplads, man dengang kendte til i Danmark. Arkæologen Sophus Muller undersøgte de opsamlede flintredskaber og kunne konstatere, ”at visse Steenal-

ders-Sager hidtil ikke ere fremkomne i vore mange og fyldige Fund fra den æl­ dre Steenalder, og som heller ikke ere be­ slægtede med de der forekomne Former, medens de derimod røbe umiskendelig Lighed med de langt ældre (palæolitiske) Former fra det vestlige Europa, som der gaae tilbage til en tidligere Periode”. Og Sophus Müller fortsatte: ”Det ville ikke undre, om der ved en Forøgelse af vore Fund vilde kunne paavises en dansk Steenalders Gruppe liggende forud for vor nu kjendte ældre Steenalder”.6 Kendskabet til stenalderen kunne på dette tidspunkt kort sagt deles i to perio­ der: en ældre fase kendetegnet ved skal­ dynger af østers, og en yngre bestående af dysser og jættestuer. Skaldyngernes tid repræsenterede således levnene fra de allerførste folk. Fundene fra Frihav­ nen kom derfor hurtigt i søgelyset, idet redskabsformerne syntes at stamme fra en hidtil ukendt og mere primitiv fase af Stenalderen, der tilmed var ældre end fundene fra de kendte skaldynger eller ’’køkkenmøddinger”. Gennem pollenana­ lyser nåede Rosenkjær frem til, at fun­ dene stammede fra engang i atlantisk tid, hvor skovene bestod af bl.a. fyr og hassel, senere også af eg, elm og lind.7 Imidlertid var det først med arkæolo­ gen Christen Leif Vedbæks undersøgelser af bopladsen ved Carstensminde på Ama­ ger i 1937 og igen i 1942, at genstandene fra Frihavnen blev nøjagtigt dateret. Med rette kunne han fastslå, at genstandene var samtidige med pladsen fra Carstens­ minde, der stammede fra den såkaldte ’’gamle kystkultur” eller hvad der i dag betegnes som Kongemosekulturen ca. 6.400-5.400 f. Kr.8 I 1892 indleverede Rosenkjær alle old­ sagerne fra Frihavnen til Nationalmuse­ et, hvortil der blev skrevet en beretning. Heraf fremgår det, at der var hele syv pletter med oldsager, men senere under­

158