HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2004 h5
Birgitte Vedel-Larsen
få lyst til at leve et bedre liv uden tiggeri og lediggang.4 I København blev tiltag til oprettelse af en ny tvangsarbejdsanstalt i 1816 aldrig gennemført. Kommissionen, der skulle undersøge sagen, havde ellers fundet pas sende lokaler i det gamle Kvæsthus i Ny havn. Men i stedet for at blive indrettet til en tvangsarbejdsanstalt blev bygnin gerne solgt til gasbelysningsvæsenet.5 Efter Tvangsarbejdsanstalten i Puster vig, der var blevet oprettet som et forbil lede for fremtidige indespærringsanstal ter, var fængselsreformatorerne delt i to lejre for og imod den skrappe isolations fængsling, som var blevet praktiseret i Pustervig.6 I kommissionen, der skulle undersøge muligheden for oprettelsen af en tvangs arbejdsanstalt i 1816, sad bl.a. Anders Sandøe Ørsted (1778-1860). Ørsted, der fra 1813 var deputeret i Danske Kancelli og fra 1825 Generalprokurør, var mod stander af tidens ensomhedsstraffe, idet han ikke havde tillid til deres påståede forbedrende indflydelse på de indsatte. Og hvordan skulle man i øvrigt kunne bedømme, om de indsatte rent faktisk var blevet bedre mennesker af isolatio nen?7 I stedet for umulige forsøg på at for bedre fangerne skulle man derfor hel lere prøve at afskrække dem, gerne gen nem isolation, eftersom ”det eensomme Fængsel er og i Særdeleshed et fortræf feligt Middel til a t bøie uregerlige og ryg gesløse Fanger”. Korte straffe, men under afskrækkende former, ville have langt større effekt end de meget lange isolatio ner, som oven i købet kunne medføre, at den indsatte blev så vred på samfundet, at han senere ville hævne sig. Fangen vil le i den lange ensomhedsperiode kort sagt få tid til lægge skumle planer og udvikle had til samfundet og til dem, der havde dømt ham .8
I diametral modsætning til Ørsted stod den nationalliberale statsøkonom C. N. David (1793-1874). David var en stor til hænger af det såkaldte ’’Pennsylvanske” straffesystem, der havde isolationen som nøgleord. Den nye nordamerikanske stat var i begyndelsen af 1800-tallet blevet foregangsland inden for fængselsvæse net. Her opererede man med to fængsels typer: den pennsylvanske, også kaldet det Philadelphiske system, der gik ind for konstant og total isolation og det Auburn- ske, hvor fangerne arbejdede i fællesskab, men i total tavshed og kun blev isoleret om natten .9 Hensigten med afstraffelser var for David dobbelt, ’’Forbrydernes Forbedring ved Siden af Forbrydelsens Afstraffelse maa være dens Formaal”. Det store pro blem med tidens straffeanstalter var, at de ikke forbedrede de indsatte, men for værrede dem. Det kunne man se ved det store antal fanger, som efter deres løsla delse igen og igen vendte tilbage til fæng selsvæsenet (de såkaldte recidiver).10 David var i høj grad fokuseret på børn og unge. Det var allerede i deres tidlige år, at grundlaget for fremtidige lovbrud blev lagt og det var nødvendigt med tiltag for at undgå, at børn og unge udviklede en kri minel adfærd.11Det drejede sig naturligvis først og fremmest om børn af fattigfolk, der ikke havde overskud til at opdrage de res børn, og pga. slet opførsel havnede de unge i fængsel i en kort periode, hvor de så mødte de mere garvede forbrydere.12 Fan gernes indbyrdes påvirkning af hinanden var derfor et stort problem, og for at hindre denne skadelige påvirkning var isolations fængsling et ideelt redskab. Gennem arbejde, god hygiejne, orden og streng disciplin ville fængselsvæse net modarbejde de onde tilbøjeligheder og genopdrage de indsatte. David havde til gengæld ikke tiltro til Ørsteds fore stillinger om afskrækkelsens gavnlige
32
Made with FlippingBook