HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_2004 h5

Arbejde, ensomhed og stra f

benhavn var han nemlig medlem af Magi­ straten, som nu var blevet bedt om at give sin mening til kende. Schäffer fik ligefrem lov til at komme med sin personlige ud­ redning i Magistratens besvarelse.47 Han var utilfreds med den korte gennemgang af kommissionens konklusioner, som Kancelliet havde videregivet til Magistra­ ten. En stor del af det væsentligste var, hævdede Schäffer, udeladt, hvorved Ma­ gistraten og de 32 mænd kun havde haft et ufuldstændigt grundlag at tage stilling på. Yderligere havde Kierulff misforstået adskillige ting, og det ville være særdeles uheldigt for Fattigvæsenet, om man fulg­ te hans forslag.48 Den største kritik gik på spørgsmålet om hvilke fattige personer, der skulle fi­ nansieres af henholdsvis fattigvæsen og politi. Men også Kierulffs valg af pla­ cering af anstalten på Ladegården, var stik imod Schåffers opfattelse af, hvor den burde anbringes. Alene den afsides beliggenhed indebar stor fare, hævdede han, og henviste til oprøret i Tugt-, rasp- og forbedringshuset nogle år tidligere.49 Med så mange personer samlet i én an­ stalt, som det ville være tilfældet på La­ degården, ville de ’’kunne udklække de rædsomste og voldsomste Planer og med større samlet Kraft end nogensinde før­ hen kunne udføre dem”.50 Selv om størstedelen af de indsatte ikke var egentlige fanger, men Ladegårds­ arbejdere, havde de tilstrækkeligt fange- lignende vilkår til at udgøre en trussel, når de blev placeret sammen med de ska­ delige elementer fra tvangsarbejdsanstal­ ten. Den afsidesliggende placering uden for byporten betød yderligere, at det ville være vanskeligt at få politi og militær sendt dertil i tide for at bremse poten­ tielle oprør.51 Efter at spørgsmålet om en tvangsar­ bejdsanstalt i næsten fem år havde kørt frem og tilbage, forelagde Kancelliet sin

endelige anbefaling for kongen den 26. maj 1833. Med få ændringer holdt det sig til Kierulffs forslag. Allerede tre dage efter resolverede Frederik 6., at der i en del af Ladegårdens bygninger skulle indrettes en tvangsarbejdsanstalt, som skulle være klar til åbning 1. november samme år, og hvori der skulle indrettes et særskilt loka­ le for unge forbrydere under 18 år.52 Ellers var det først og fremmest betle­ re, som tidligere ville være blevet straffet med fængsel på vand og brød og almisse­ nydere som forbrød sig mod Fattigvæse­ nets regler, der skulle indsættes i anstal­ ten.53 Var der tale om særligt skærpende omstændigheder, kunne der yderligere lægges isolationsfængsling oveni straffen. Dog ikke mere end højest en fjerdedel af straffetiden og ikke mere end 14 dage ad gangen. Også personer, som ikke opførte sig ordentligt i tvangsarbejdsanstalten, kunne få en tillægsstraf i form af ensomt fængsel.54 Det skulle endvidere undersø­ ges, om anstalten med tiden ville kunne tage imod betlere, som var blevet idømt mere end et halvt års varetægt, dvs. straf­ fe som normalt skulle afsones i Forbed­ ringshuset. Det skulle endda tages under overvejelse om også løsgængere i fremti­ den skulle placeres i den nye anstalt.55 Det blev således endeligt fastslået, at det var Fattigvæsenets, og ikke statens, ansvar at straffe betlerne.56 A. S. Ørsted har sikkert været ganske godt tilfreds med, at anstalten blev så afskrækkende som muligt, og det er i det hele taget Ør­ steds tanker om afskrækkelse frem for Davids ideer om isolation, der kom til at præge indretningen af tvangsarbejdsan­ stalten på Ladegården. Den blev i hele sin udformning en afskrækkende, ikke en opdragende indretning. Før Ladegården kunne tages i brug som tvangsarbejdsanstalt, skulle den gennem­ gå flere ombygninger, som overbygmester Koch blev valgt til at forestå.57

41