StoreForventninger_1700

Peter Henningsen

100

samme hammel. Snarere tværtimod. Den korporative kultur skabte splid - en ’os’ mod ’dem’-tankegang, hvor man kun tog hensyn til de æres­ begreber, der var fremherskende inden for ens egen statusgruppe og hvor de øvrige sociale grupper blev betragtet som modstandere, der skulle be­ kæmpes. Inden for hver enkelt statusgruppe fandtes endda yderligere dis­ tinktioner: Inden for byens borgerskab skelnede man f.eks. mellem handelsmænd og håndværksmestre, og mellem håndsværksmestre og håndværkssvende. Nogle laug opfattedes også som finere og mere fornemme end andre.56 I militæret var der en klar sondring mellem officerer fra de forskellige regimenter og selvfølgelig mellem officerer og menige, i flåden sondredes der ligeledes mellem officerer og menige matroser og igen mellem matroserne og flådens faste stok, dvs. de hundredvis af håndværkere, der var beskæftiget med bygning og ved­ ligeholdelse af orlogsskibene. Hver gruppe havde sine egne normer og virkelighedsopfattelser, og tit og ofte kom de i karambolage med de andre grupper. Især var menige fra landetaten og universitetets studenter tit i klammeri. Den korporative struktur og den kultur, som skabtes på baggrund heraf, udgjorde den rettesnor, man orienterede sig efter, og man var altid overbevist om, at det var nogle af de andre korporationers skyld, hvis det gik tilbage for en selv eller for ens egen gruppe. Man så sig hellere om efter en eller flere syndebukke, det være sig de andre laug, de militære eller måske jøderne, som også blev for had, når tingene gik skævt. Og syndebukke, dem var der rigeligt af i 1700-tallets København. Frimestre, fuskere, projektmagere, jøder og soldater, der ikke kunne leve af deres lave sold og derfor var tvunget til at gå laugshåndværkerne i bedene. Hvad skulle de ellers leve af? Privilegiesystemet og den korporative kultur skabte en kronisk mistænksomhed og væren på vagt overfor alt og alle. Det var ikke kun blandt hofsnogene på Slotsholmen, at kabaler og intriger trivedes. Rænkesmedene og komplotmagerne havde kronede dage overalt i den lille storby. Knap nok sproget var man fælles om, for dansk var langtfra ene­ rådende i hovedstaden. Der taltes især meget tysk, men også norsk. Tysk var først og fremmest elitens og militærets sprog, og størsteparten af officererne og de menige var af tysk herkomst. Omvendt var flåden et rent dansk-norsk foretagende. Det i sig selv gav nok af anledning til skærmydsler. Men der taltes også fransk og sågar jiddish. København var et nordisk babelstårn, befolket af mange nationaliteter og kulturelle