StoreForventninger_1700

Sune Christian Pedersen

1 5 2

meldte detaljeret om Erlunds brev, og at han under deres korrespondance havde måttet minde Erlund om den embedsed, de begge havde svoret om troskab for konge og postvæsen. Postmestrene var i denne sag under pres fra flere sider. På den ene side kunne det true deres karriere og endda medføre straffe, hvis de blev fundet meddelagtige i misligheder, der havde forvoldt postvæsenet og dermed kongen skade. På den anden side kunne det true dem, hvis de blev fundet skyldige i at have skjult sandheden. Endelig udøvede Erlund et aktivt pres på dem i sagen. Det kom senere frem, at adskillige postmestre løbende havde sendt ham kopier af deres korrespondancer med kommissionen. Det blev afsløret, fordi kommissionen havde fået kongeligt tilsagn om at måtte opsnappe postmestrenes post. Hele post­ væsenet syntes således i vinteren 1719-20 at være filtret totalt ind i intriger og modsætningsforhold. G e n s i d i g o v e r v å g n i n g I kommissionens arkiv findes et læg »bilag 13, de efter kongelig befaling optagne breve«. A f disse fremgår det, at kommissionen den 16. december 1719 havde videresendt en kongelig ordre til både postmester Otzen i Roskilde og postmester Venninghausen i Haderslev, om at opsnappe alle breve til og fra Erlund, Erlunds kone, postkontrollør Hans Wilhelm Gangloff i Hamburg, der under krigen havde deltaget i Erlunds spion­ netværk, og Kaspar Grill, Bendix’ afløser som postskriver. A f Otzens brev til kommissionen den 22. december fremgår det, at ordren til ham blev givet mundtligt af kommissionsmedlem, postdirektør Munch. I det hele taget forsøgte kommissionen at udfolde så stor diskretion som muligt. Alle relationer til danske diplomater i udlandet, der gik under Erlunds kuvert til Gangloff, samt alle Erlunds aviser, skulle videresendes. A f Venninghausens brev fremgår det yderligere, at alle de opsnappede breve, der skulle sendes tilbage til kommissionen, skulle slettes af kartet for ikke at vække mistanke. Venninghausen undskyldte i øvrigt, at han ikke havde haft tid til at undersøge al posten på grund af de strenge krav til den korte ekspeditionstid for den passerende post, og at enhver forsinkelse pr. automatik blev registreret på den medfølgende timeseddel.20 At bedrage folk som Gangloff, Grill og Erlund, der var vant til at aflæse de mindste forskydninger i tid eller påskrivninger på brev eller karte, var vanskeligt. Der gik ikke mere end en uge, dvs. to postdage eller en postgang frem og tilbage mellem København og Hamburg, før Erlund