StoreForventninger_1700

Sune Christian Pedersen

15 4

I den ene postgang nåede kommissionen ikke desto mindre at op­ snappe en række enslydende breve af 16. december fra Erlund til flere jyske postmestre, hvori han takkede for »det tilsendte« og forsikrede, at der ikke var kommet noget afgørende frem i sagen mod ham. Hvad »det tilsendte« var, afslørede postmester Venninghausen fra Haderslev, der tydeligvis havde fået kolde fødder over sin rolle tidligere i sagen, i et brev sendt samme dag som det opsnappede materiale fra Haderslev. I brevet hævdede han bl.a., at Erlund havde beordret alle jyske postmestre til at sende sig kopier af al deres korrespondance med kommissionen. Begge parter havde altså på samme tid formået at overvåge hinanden. Ifølge Venninghausen havde postmestrene i Kolding, Ribe, Århus og Randers alle sendt Erlund kopier.22 Med sin dristige ordre havde Erlund på en gang forsøgt at skaffe sig overblik over, hvad der blev sendt ind til kommissionen, og samtidig sendt postmestrene et umisforståeligt signal. De, der ikke svarede, kunne vente hans vrede, i fald han gik af med sejren. Såvel i sit forsøg på at skaffe sig en fordelagtig forpagtning som i sit forsøg på at sikre sig mod at blive dømt udøvede Erlund en umiskendelig personlig magt over navnlig de danske postmestre i Jylland og Holsten. Hvori bestod denne magt? Hvordan kun­ ne en mand, der sad i København udøve så stærk en indflydelse i Jylland? For det første havde Erlund i sin stilling som postkontrollør til opgave hvert år at rejse rundt og inspicere landets postkontorer. Her havde han rig lejlighed til at stifte personligt bekendtskab med postmestrene og for midlertidigt at se igennem fingre med misligheder. Han har muligvis »haft noget på« mange af postmestrene. Som sin første embedsgerning i 1712 havde han indrettet det nørrejyske postvæsen og altså stået for ansættelsen af postmestrene. Hans rejseinstruks indeholdt også en ordre om at undersøge, hvem der kunne have åbnet nogle af kongens breve. Erlund blev bemyndiget til at afskedige postmestre under mistanke og ansætte andre i deres sted, og magistraterne i købstæderne blev beordret til at bistå ham i efterforskningen. Kongen havde øjensynlig haft mistanke om, at der kunne finde spionage sted på hans postkontorer. Erlund løste dog ikke gåden om de åbnede breve. Alle postmestre på ruten måtte aflægge ed i sagen, men ingen skyldig blev fundet. Sagen er et eksempel på, at Erlund i sin stilling som postkontrollør fungerede som efterforskende myndighed i forhold til postmestrene. Der har med andre ord været gode muligheder for patron-klientforhold mellem Erlund og postmestrene, personlige bånd, han også brugte til at indsamle nyheder til sine håndskrevne aviser og til at distribuere dem .23