StoreForventninger_1700

Spionage, korruption og intrigeri Frederiks 4.s København

1 5 5

For det andet udøvede Erlund tilsyneladende en del-og-hersk stra­ tegi ved at spille postmestrene ud mod hinanden. Man kan ane visse alliancemønstre og modsætningsforhold i postvæsenet: Han bad f.eks. postmester Venninghausen i Haderslev holde et vågent øje med Riis i Kolding, mens sagen stod på. Venninghausen, som vel at mærke samtidig blev brugt af Rostgaard til at åbne Erlunds breve! Riis var tydeligvis forbundet med Jørgensen, som han udvekslede politiske nyheder med til brug for Jørgensens egen, konkurrerende avis skrivning. De to korre­ sponderede endog i en simpel chifferkode om forpagtningen. Omvendt betegner Venninghausen Frausing i Ribe som Erlunds »intime ven«, og at han kun havde hørt om forpagtnings sagen mundtligt fra Frausing.24 Forvirret? Det var flere af postmestrene nok også selv! Hertil kommer endelig Erlunds utvivlsomme ry for indflydelse ved hoffet, for sine evner til intrige og for at udføre betroede hverv for kongen. Tilsammen har disse forhold givet ham en stærk magtbase i postvæsenet, som han søgte at udnytte til at skræmme postmestrene til at modarbejde efterforskningen. Efterforskningen af Erlunds angivelige økonomiske kriminalitet end­ te altså også med en vis bevismangel og påstand mod påstand. Kommis­ sionens arbejde afdækkede imidlertid dybe skel inden for postvæsenet, og Erlund demonstrerede med sine breve til postmestrene rækkevidden af den magt, han som postspion og kongens yndling kunne udøve inden for postvæsenet. B e n d i x J ø r g e n s e n s p a p i r e r Magten over postvæsenet kom dog klarest til udtryk i Erlunds resolutte fremgangsmåde mod Bendix Jørgensen. Den 8. juni 1719, næsten fire måneder inden Jørgensens anklager mod Erlund, og kort før Jørgensen selv stjal den veksel, der sendte ham i fængsel, sendte Erlund to betjente til sine to postskrivere Bendix Jørgensens og Kaspar Grills adresser med ordre til at beslaglægge alle deres breve og dokumenter. Den drastiske handling kunne skyldes, at Erlund havde fattet mistanke om, at en angivelse var på vej fra Jørgensen. Han havde ikke holdt tæt om sine opdagelser, men havde bl.a. fortalt postforvalter Clausen om Erlunds misligheder og om kongens brev fra Stralsund.25 På grund af kronologien i dette forløb er det svært ikke at blive lidt mistænksom. Jørgensen havde tilsyneladende planlagt at angive Erlund, inden han selv blev fængslet. Angivelsen var altså ikke i første omgang