StoreForventninger_1700

Sune Christian Pedersen

1 5 6

tænkt som et forsøg på at redde sit eget skind, hvad kommissionen tydeligvis mente. Var det i virkeligheden omvendt fat? Var Bendix’ tyveri endnu en af Erlunds fingerede intriger, sat i værk for at sætte Bendix under pres og underminere hans troværdighed? Kan vi virkelig føle os sikre på, at det var Bendix, der stjal den norske købmands penge? Erlunds beslaglæggelsesaktion fremstår velplanlagt. Bag beslaglæg­ gelsen var en ordre fra gehejmeråd og overlanddrost Christian Thomesen Sehested, der var øverste amtmand i Oldenburg. Erlund kendte ham fra den stenbockske kommission, som gehejmeråden havde ledet. Sehested havde fra Oldenburg tilsyneladende fået nys om uregelmæssigheder ved det danske postkontor og om spionage i rentekammeret. Ved an­ komsten til Oldenburg havde Sehested opdaget »en hoben intriger og korrespondancer, imod hans majestæts tjeneste og interesse«, og havde givet udtryk for, at »man bedrager den gode Erlund hver postdag på kam­ meret«. Hvad bedrageriet præcist gik ud på var ikke helt klart. Angiveligt var der nogle, der sendte efterretninger med en kurer til Holsten eller Oldenburg med oplysninger om »hvad udi København skal komme med posten«. Om dette refererede til indholdet i breve, og altså til postspionage, er ikke klart for mig. I et senere brev advarede Sehested Erlund om, at hans egen fuld­ mægtig (Bendix) var spionens gode ven. Spionen vidste således ifølge Sehested besked, når der blev åbnet breve på posthuset.26 Det var en alvorlig mistanke, men hverken Grill eller Jørgensen blev forfulgt yderligere. Til gengæld fik Grill allerede samme eftermiddag sine papirer igen på trods af, at Sehested i et senere brev havde nævnt net­ op ham som den mulige forræder. Hvorimod Erlund beholdt Bendix Jørgensens breve. I øvrigt bemærkede Rostgaard, at Erlund havde reageret »utilladelig sent« på Sehesteds henvendelse ved først at skride til handling næsten fem måneder efter at have modtaget advarslen. Ifølge Rostgaard valgte Erlund sit tidspunkt efter, at Frederik 4. i juni 1719 var rejst til Norge og således ikke ville bemærke optrinnet. Beslaglæggelsen fremstod derfor som en skinmanøvre, trods alvoren i Sehesteds angivelser.27 Erlund gik imidlertid videre for at sikre sig, at han virkelig havde alle Jørgensens dokumenter. Den 26. september 1719, få dage efter Jørgensens arrestation og kort før Jørgensens anklage, lod han sin tjener Jeppe Buck skrive til Jørgen Bendixen i Kolding, Bendix’ fader, og udgive sig for »gammel bekendte og tro ven« af Bendix. Buck skrev i brevet, at Bendix havde tryglet ham om at bede sin fader sende sig alle de dokumenter, som han opbevarede for sønnen. Papirerne skulle forsegles og sendes til Jeppe