StoreForventninger_1700

Spionage, korruption og intriger i Frederiks 4.s København

161

at Erlund stod bag hans tilbagetrækning af anklagerne, at undskyldningen var fingeret, og at Bendix troede, at Windeløv med Erlunds hjælp øjeblik­ kelig kunne få ham fri.40 Det er uklart, hvordan brevet er kommet kommissionen i hænde. Men det blev sammen med de tre påståede angiveres hårdnakkede benægtelser omdrejningspunktet i Rostgaards og Miinchs konklusioner: at Erlund med den troløse forsvarer Anders Windeløvs hjælp havde narret Jørgensen til at tilbagekalde anklagerne ved at give ham den opfattelse, at Erlund kunne hjælpe ham fri. Her var formuleringer som »på Deres honneur, ære og inderligheds tilsagde løfte i Guds navn« og »lad brevet ikke komme mig til præjudice [skade]« stærke indicier på, at Bendix vidste, at han var på vej ud i urent spil, og at Windeløv havde lokket ham til det. Rostgaard kon­ kluderede derfor med et bibelcitat, at Bendix Jørgensens nye udsagn af mange grunde var ubrugeligt; thi som Satan sagde om Job til Gud: »Hud for hud, og alt hvad en mand ejer, skal han give for sit liv«. Bendix havde gjort »sit livs sidste bekendelse« for at Erlund skulle bede for hans liv, ikke fordi han ville redde Erlund.41 Erlund lagde imidlertid et vedvarende pres på både Jørgensen, Windeløv og budbringer Pedersen ved gentagne gange at sende notarius publicus Rasmus Æreboe til dem for at få dem til skriftligt at besvare spørgsmål og stadfæste deres udsagn. Kommissonsmedlem Bartholin støttede ham som ventet i sin betænkning af 1. december 1721, hvor han konkluderede, at Bendix Jørgensen havde ført en »uærlig sag, og [at] den som nu siger et, nu et andet, ikke skal stå til troende«. Endelig indsendte Erlund den 7. februar 1722 en bønskrivelse, der udtrykte forfærdelse over Rostgaards og Miinchs underkendelser af Jørgensens tilbagetrækning af anklagerne mod ham, og Erlund underbyggede i øvrigt sin sag med ved­ lagte kopier af en lang række breve fra Jørgensen til baron Reck, kongen, Windeløv og andre.42 Bønskrivelsen er bemærkelsesværdig, da Erlund heri faktisk tilstår at have opsnappet breve fra fængslet allerede fra efteråret 1719 samt in­ direkte sine mildt sagt suspekte forbindelser til Windeløv og Reck, der kan have udleveret brevene til ham. For hvordan skulle han ellers kunne have fået brevene i besiddelse? Flere af dem fremstår direkte konstruerede, f.eks. når Jørgensen i november 1719 forsikrer Reck, at han ikke har fået bortfjernet nogen beviser eller breve. I noget, der ligner ren desperation, havde Erlund tilsyneladende sågar forfattet en kopi af et brev fraJørgensen til kommissionsmedlem og generalpostdirektør Miinch, der mere end antydede, at det var generalpostdirektøren, der stod bag anklagerne mod Erlund.43