StoreForventninger_1700

Sune Christian Pedersen

162

Sagen var altså næppe blevet klarere for Frederik 4., der først i april 1722, mere end tre år efter sagens begyndelse, traf sin beslutning. Den lød i al sin korthed: »i henseende til den nidkærhed og de tro tjenester som bemeldte kammerråd Erlund i forrige krigs tid, mod Os haver udvist, have vi allernånigst bevilget, at ingen dom i bemeldte sag må afsiges, men ville af kongelig nåde, at den hele proces skal være ophævet, og at den ikke skal præjudicere fornævnte vores kammerråd Erlund på hans gode navn og rygte i nogen måde, men at han for al videre tiltale, den sag angående, skal være aldeles befriet«.44Med et trylleslag af sin enevældige magt havde kongen opløst sagen. Også Bendix Jørgensen modtog kongens nåde, om end den langt fra rakte så langt som for hans tidligere herre. Bendix blev benådet til resten af sit liv at »arbejde i jern på Bremerholm«, hvor forbrydere ofte udførte strafarbejde for flåden. Her fortaber hans skæbne sig i uvished. En gæld gøres op Frederik 4.s beslutning fremstår gådefuld den dag i dag. Søgte kongen af Guds nåde ikke at levere den højere retfærdighed for sine undersåtter i det jordiske liv? Følte han slet ikke noget behov for en art konklusion i sagen? For at forstå kongens afgørelse er det nødvendigt at søge at sætte sig i hans sted, og at se den i det store perspektiv, hvor kongerollen i samspil med udenrigspolitikken dannede rammerne. Det iøjnefaldende paradoks i Erlundsagen er naturligvis, at kongen med en ophævelse af sagen begrundet i den kongelige taknemmelighed mod den tro tjener overhovedet lod sagen rejse i første omgang. På den anden side måtte kongen naturligvis give »os elskelige Erlund« en advarsel. Kongelig gunst var ikke et carte blanche, der til evig tid kunne misbruges til hvad som helst. Forestillingen om den kongelige gunst udgjorde selve kernen i Frederik 4.s personlige herredømme. Erlund havde i Stenbocksagen skaffet kongen en af de største politiske sejre i hele hans regeringstid. For kongen var det slet og ret en æressag at belønne sin tro tjener. Og med æren og den kongelige gunsts troværdighed stod og faldt herredømmet. Uden den ville fortryllelsen ophæves og Frederik 4. blot være en skygge af en enevældig konge, enten en forhadt despot, eller en kransekagefigur, der uvægerligt ville miste sin magt til bureaukraterne. Frederik 4. var indbegrebet af disse kongelige æresbegreber. Han tænkte i dem, levede efter dem og bedømte sig selv og sin omverden ud fra dem.

Made with