StoreForventninger_1700

Sune Christian Pedersen

164

stærke gammeladelige partier. Kongen behøvede derfor ikke bekymre sig alt for meget om Erlunds eget eventuelle tilhørsforhold til fraktionerne. Ved ophævelsen af anklagerne mod Erlund i april 1722 var postspionens stilling altså på en gang befæstet og svækket. Kongen havde endnu engang demonstreret sin store nåde og gunst over for sin loyale tjener. Hvor stærkt Erlund stod i det sociale hierarki, viste sig den 30. april 1721. På dagen, hvor dødsdommen faldt over Bendix Jørgensen, blev Erlunds eneste datter, Susanna, gift med officeren Vilhelm de Ulrichsdal, uægte søn af ingen rin­ gere end Ulrik Frederik Gyldenløve, statholder i Norge, kong Frederik 3.s uægte søn. I 1721 var Vilhelm oberstløjtnant ved et norsk hvervet dragon­ regiment. I 1726 blev han adlet. Parret forblev bosat i Norge. Partiet skaffede Erlund en indgang i en så fornem familie som tænkes kan. Det demonstrerede hans nærhed til kongemagten og cementerede hans opstigen fra ret beskedne kår. Måske var Erlund omgivet af fjender, som han selv skriver, men han havde også stærke støtter selv i denne sin mørkeste tid. Alligevel kan det næppe siges at være et parti, der i hverdagen styrkede Erlund. Det må have været begrænset, hvad en norsk officer kunne yde af assistance til den københavnske postembedsmand, der stadig med rette kunne føle sig noget udsat. Få måneder inden kongens ophævelse af sagen havde han foretaget en udskiftning i regeringens top, der mildt sagt måtte bekymre Christian Erlund. Gehejmeråd Ditlev Vibe, Erlunds første kontakt ved hoffet og formentlig manden, der i sin tid havde skaffet ham hans stilling ved postvæsenet i Hamburg, blev den 21. december 1721 afskediget i nåde som oversekretær for Danske Kancelli til fordel for den ærefulde post som statholder i Norge. I hans sted som Danmarks statsminister indtrådte ingen ringere end Frederik Rostgaard. Erlunds formentlig stærkeste støtte på rigets næstvigtigste post blev erstattet med en fjende. Korruption og embedsmoral Det er på dette sted nødvendigt at gøre sig klart, at Rostgaard og Miinch måske tog fejl. At der rent faktisk måske stod en magtfuld konspiration bag Bendix’ anklager. I sidste ende bygger sagen på så mange løse indicier og så få håndgribelige beviser, at det er umuligt at sige den dag i dag, hvem der havde ret. Sagen illustrerer imidlertid med al ønskelig tydelighed det væld af intriger, der udsprang af et postvæsen, hvori en Erlundsk postspionage trivedes. Erlund-sagen var ikke den eneste korruptionssag inden for post­ væsenet i 1700-tallet, ej heller den sag, der indebar de største beløb.