StoreForventninger_1700

Carl Vilhelm Vetersen

174

følgende strafansvar, og derefter skulle alt tøjet, sko og alle løse effekter nummereres. Det var tydeligt, at her frem for noget andet sted gjaldt sætningen »Hver ting sin plads og alle ting på plads«, og det blev ikke blot antydet, men fremhævet så skarpt og håndhævet så strengt, at det ikke glemtes alle de fire år, skoleopholdet varede, ja fulgte os for hele livet. Den næste store forandring, man fik at mærke, var den rutinemæssige myndighed, hvormed den ældste klasses elever straks behandlede os nyan­ komne, undertiden både råt og hårdhændet, mindende os om, at vi gjorde bedst i ikke at sladre, da det uvægerligt ville medføre en »bænketur«, og jeg må tilstå, det var en uskreven lov, som holdtes i ære. En bænketur bestod i, at delinkventen blev lagt over knæene af tre drenge, der sad på en bænk, hvorefter alle drengene i den klasse, som den dreng tilhørte, der havde sladret over sig, med en bukserem havde lov til at slå ét slag over synderens bagdel, og jeg skal love for, at der ikke blev lagt fingre imellem; men var der én, der af en eller anden grund ikke slog til, så slap han ikke for selv at få nogle stykker af remmen. Vægteren, Rasmus, Pinden og Slagteren En introduktion af lærerne og personalet er nødvendig, og lad mig da begynde med overhovedet, forstanderen, også kaldet »Vægteren«, der var frygtet og kun elsket af sine bydrenge, som i ham havde en protektor til at bagatellisere deres overtrædelser.10Hans kendingsmærke var et særligt spanskrør, der tillige med hans undervisningsboger blev skiftet til de for­ skellige klasseværelser, hvor han havde timer i religion, der var hans ene­ ste fag som teolog. Men jeg har lyst til at lade andre at dømme om et så uværdigt middel til at lære drenge religion med. Spanskrøret var forholdsvis tyndt og formentlig ved flittig brug revnet et godt stykke op i begge ender. Han plejede som afveksling i timerne at gå op og ned mellem bordene, mens han i takt med opremsningen af

Cand. theol. Otto Jensen var Opfostringshusets forstander fra 1874 til 1914. H an stod fo r streng disciplin, hvad Carl Vilhelm gentagne gange fik at mærke p å sine rygstykker. (Foto fra Jens Marton: Personlighederfra svundne Dage ved D et kgl. Opfostringshus, 1920)