StoreForventninger_1700

Snart med klap, men mest med stok

181

politiet, hvorefter de havner på stationen; men forinden de går i land, holder kaptajnen en formaningstale til gutterne, sunget på melodien »Fra London og til Dover«, og ét af versene, som forargede Vægteren, lyder således: »Da vi ind til Hongkong gik

og på murene øje fik, da vi så gik fra bord, si’r kaptajnen disse ord: Manne, pas på I inte klemmer for hårdt på disse kinesiske lemmer, men skulle det ske, så sørg for at I alle tager ordentlig fat«.

I dag ville vist ingen finde på at hæfte sig synderligt ved dette, man hører jo både i radio og i revyer ganske artige udtalelser og tvetydige ting, der nok kan få det til at gibbe i én, men man må stadig huske, at dengang, og særlig på skolen, var man dydens vogtere, velanstændighedens forkæmpere, der var så snæversynede, at de ikke forstod, hvor grænsen for deres egen vel- anstændighed skulle ligge. Jeg har omtalt de fire fastboende lærere, de to første gifte, de to andre ugifte, men vi havde også en oldfrue, hvorunder hele det forplejnings- mæssige sorterede. Hun var et strålende, kærligt menneske, den eneste kvinde vi på skolen kom i berøring med, men til gengæld var hun som en mor, der forstod hvordan og hvorfor drenge i vor alder tænkte og talte, som vi gjorde, og hun har mange gange trøstet, men også irettesat en dreng, der var kommet i vanskeligheder. Hun var ugift, men havde en ældre, lille, hvid silkepuddel, som hun for det meste bar under armen, og når vi stod i en flok omkring hende, morede det os at nappe den i halen, så den gøede, uden at hun kunne opdage, hvem der var synderen.15

Frk. D. Hartwich var Opfostringshusets eneste kvindelige an­ satte. H un fik stillingen som oldfrue og økonoma i 1892 ogfor­ stod atgive drengene den omsorg, de så stæ rkt savnede. (Fotofra Skorpeskolen —på denyderstepynt)