StoreForventninger_1700

Snart med klap, men mest med stok

185

tordenstemme: »Hva’ fanden laver I der? Carl Peder, hent Pebermanden«. Han var fuldstændig gået amok og slog som en bersærk, hvor han kunne ramme os over vores tynde skjorter og ditto lærredsbukser, ja der var nogen, som havde store striber på brystet, så vi i vor naivitet troede, at det var slagene, der var gået igennem fra ryggen. Det siger sig selv, at vi ikke stillede mere som tropsførere, og vi holdt sammen i at vise en kølig reservation, gjorde vores øvelser som sædvanlig, men tydelig uden interesse og smil, der altid havde gjort timerne til en leg. Dette var ganske uhørt på den tid, og det skulle han (»Fanden gale ham«) nok få kureret os for, mente han, ved at stroppe os igennem hele timen uden hvil. Han havde vist ikke tænkt sig, at denne metode først og fremmest gik ud over de ganske uskyldige, der i forvejen havde svært nok ved at følge med og nu var så udkørte og trætte, at de simpelthen opgav at røre sig, når han skreg og hamrede løs med »Pebermanden«. Denne uregelmæssighed i rækkerne, gråden og den rædselsslagne flugt rundt i salen, når han nærmede sig, kunne selvfølgelig ikke oprette roen og disciplinen, førend han havde sat »Pebermanden« på plads og dæm­ pet kommandotonen betydeligt; men det tog sin tid, inden han havde genoprettet det, som han havde slået i stykker. Han var ellers altid all right og dygtig til at begejstre os til at yde vort bedste, men havde han fået nogle »Rommere«, inden han kom, var han altid i dårligt humør, og da skulle han altid vise sin overlegenhed med »Pebermanden« og stroppeture. Bedre gik det, når han kom i følge med en noget mindre, men end­ nu tykkere underofficer fra Marinen, der med sin violin under armen skulle undervise os i danseøvelser. Fra begyndelsen af december og til slutningen af februar havde vi undervisning i dans i stedet for gymnastik, og jeg kan ikke huske, at »Pebermanden« nogen sinde har været fremme i den tid. Det var en morsom tid og tilmed hyggelig, når de to tykke basser kom i løftet stemning, havde så meget at sludre om, mens den lille tykke spillemand på sin klapstol morede sig, så øjnene kun blev til to streger, når han uden noder filede løs på fiolen. Det var en grundig undervisning, vi fik, og for hver dans skulle »Thor« nok passe på, at der blev udført den fuldendte inklination og »damen« fulgt pænt på plads med et buk. Han lagde stor vægt på den korrekte optræden under dansen, den ranke ryg og fodstillingen, når dansen skulle begynde, men også »husken« blev taget i brug, f.eks. i de fleste turdanse, særlig den rigtige opstilling af parrene i 5. tur i Lancier og variationerne i Francaisen. De to ældste klasser lærte at danse den smukke ridderlige skjolddans, som