StoreForventninger_1700

Snart med klap, men mest med stok

187

skulle [have] danset skjolddans, havde jeg lavet det danske rigsvåben med hermelinskåben på skjoldet uden at ane, at det skulle jeg ikke få fornøjelsen af at slå på; men det er atter en af disse »rosiner«, som skal få sin forklaring på et senere tidspunkt. Der er endnu en begivenhed, som jeg mindes både med stolthed og glæde; det var, når hele skolen marcherede daglig om sommeren ud til soldaternes badeanstalt, senere til Helgoland, da frihavnen blev anlagt. Tidligere i mine erindringer har jeg jo fortalt om den skræk, jeg følte blot ved at gå ud ad broen, når jeg vidste, at jeg skulle smides i vandet, og jeg skal ikke nægte, at nu var det mere angsten for at stå som en pjalt i kammeraternes øjne, der fik mig til at vove springet på hovedet ud i det dybe bassin. Jeg havde selvfølgelig korksele på, og en dreng fra ældste klasse gik med rebet fra selen i hånden og underviste mig i svømmetagene. Nu var jeg glad for vandet, fik efter nogle dages forløb byttet korkselen om med en »slapsele«, dvs. kun et lærredsbælte, men stadig med reb i, indtil jeg kunne aflægge prøven i frisvømning bassinet rundt, og ingen af kammeraterne anede noget om de tantaluskvaler, jeg havde været igennem den første tid. Jeg tænker på, at dersom »Thor« havde kunnet læse mine tanker, da jeg første gang skulle springe, så havde han leet ad mig, og jeg var sikkert dalet flere grader i hans gunst. Skolen har jeg at takke, blandt mange andre gode ting også, dette, at jeg fik kærlighed til vandet og blev frisvømmer, som bestod i, at to rækker drenge stillede op lige overfor hinanden, sprang ud, svømmede under van­ det indtil de fandt modparten, der vendte ryggen til, og lod sig bjærge ind til trappen. I ældste klasse sprang jeg fra vippen og kunne som nr. 1. i gymnastik gå uden for rækkerne og dirigere skolen på dens march gennem gaderne, hvor vi livede op med vore sange som f.eks. »Hvis du der ved hanen rører«. Der var den pudsighed ved denne sang, at den yngste klasse havde fået det til »En student ved hanen rører«, til stor morskab for os andre. Carl Vilhelm får et tilbud Den tredje lærer, som ikke boede på skolen, var vores tegnelærer, en gammel skaldet mand, langt over de 80, og som derfor rystede noget på hænderne.17 Det vakte derfor nogen undertrykt munterhed, da han var blevet irriteret engang i timen over vores trang til at sludre trods gentagne advarsler, at han pludselig råbte med sin rystende gammelmandsstemme: »Jeg slår kun sjældent drenge, men når jeg slår, så slår jeg satans hårdt«.