StoreForventninger_1700

Snart med klap, men mest med stok

189

netop blandt eleverne der havde fundet et selvmord sted, endda en meget kendt mands søn. Smedelæren var for mig en frygtelig tanke, dels fordi jeg ikke kunne tænke mig altid hele mit liv at være henvist til at gå i sort, svedt og laset tøj, som jeg havde set smedene i de mange værksteder rundt om i byen, hvor røgen fra esserne indhyllede alt og alle, så man kun kunne se det glødende jern, hvor gnisterne fløj fra. Det tilfredsstillede heller ikke mig, at mor så stærkt fremhævede min udsigt netop ad denne vej at komme ud at sejle, hun vidste jo ikke, at sejle og sejle er to ting, for jeg ville være rigtig sømand og ikke gå nede ved en varm og fedtet maskine under dækket. Jeg tryglede om at komme ud at sejle, men mor havde allerede sørget for en læreplads til mig, så jeg havde blot at overbringe dette videre til skolen og sige nej tak for deres venlige tilbud. Mange gange har jeg bittert fortrudt, at jeg ikke tog imod det fa­ vorable tilbud fra skolen; jeg kunne jo med skolens hjælp have krydset mors planer, da skolen havde ret til at bestemme over mig, indtil jeg var fyldt 18 år. Men dengang havde jeg kun ét ønske, og det var at komme uden for denne institutions rækkevidde, hvor jeg havde fældet så mange tårer, og fra Vægterens side altid mærket hans kulde, fordi jeg var en fattig dreng og min mor en fattig kone. Er det ikke at overdrive, vil mange sige? Nej, det så jeg tydeligt de få gange, når mor var derude, når der var gudstjeneste o.l.; da var det kun en vag hilsen i et kort øjeblik til mor, mens han bukkede og skrabede og konverserede de velhavende elevers forældre, der flotte i tøjet og med høje stillinger kunne betale for deres poders ophold. Der var vel ikke noget at sige til, at jeg, efter den lange adskillelse fra mit fattige, men dog kære barndomshjem, valgte dette i stedet for at være under Vægterens tilsyn, og jeg gik stadig med det lønlige håb, når lejlighed gaves, at komme til søs. Veteranen på skrædderloftet Der var endnu en fjerde lærer uden ophold på skolen, hvis kærlighed til mig jeg altid vil mindes med taknemmelighed, da jeg tilbragte mange timer alene sammen med ham oppe på skrædderværkstedet. Han var skræddermester, syede alt vort tøj og lærte os at sy »suttesko« og lappe bukser, mens de mere viderekomne fik lov til at staffere for og sy knapper i de nye uniformer, alt mens vi måtte synge af hjertens lyst, men endelig ikke snakke sammen, det tålte han ikke.18