StoreForventninger_1700

Vinterens hårde hjerte 19 hoved personlig for den velsindede. Dog usynlig gør jeg det.Jeg beder for mig og familie; jeg lover her offentlig, for en almægtig, alvidende og retfærdig Gud betaling igen, og mit første og sidste ønske skal blive held og velsignelse for hver, som bidrog til skranken for jammer «.48 De fattige af skikkelig stand hørte til de ulykkeligste af alle fattige. Af frygt for at miste ære og anseelse veg de tilbage fra Fattigvæsenets hjælp. Tanken o m at blive indskrevet på Fattigvæsenets lister over trængende, var nok tilat fåenhver skikkelig fattigtilatryste og bæve. Derfor nægtede Fattigvæsenets folki1778, tiltrods foren udtrykkeligkongeliganmodning derom, at udarbejde en sådan liste, for, som de skrev, »den særskilte liste som forlanges over sådanne folk, som måtte være af skikkelig stand, og findes iyderste forlegenhed, tror vi,at der hverken kan ellerbør forfattes af nogen plejekommission, førend sådanne undselige fattige er rent ude af den forhåbning at redde deres borgerære og borgerlige udkomme og derfor har anmeldt sigved Plejekommissionen «.49 Fattigvæsenet var en institution, der var skabt tilat tage sig af men­ neskene på samfundets bund, og disse skikkelige fattige hørte i egen selvforståelse netop ikke tilpå samfundets bund. Det gjaldt f.eks. for den person, der ifebruar indrykkede en annonce i Adresseavisen : »Stor er den fattiges, fornemmelig den husarmes, nød i denne tid,velsignet være velgørerne der tænker på dem; men en mand, hvis forfatning ikke tillader ham at søge offentlig almisse, er i yderste forlegenhed når hans omstændigheder udfordrer hastig hjælp. Skulle der da ikke findes en menneskeven, som kunne føle glæde ved at redde en fortjent mand med familie fra en total ruin med et lån af 50 til 60 rigsdaler som han med taknemmelighed igen vil betale til næste 1 1 .december da han ellers må standse et værk der kan ernære ham med familie, og nu af mangel på forskud allerede må føle savnet af det allernødvendigste tillivets ophold, der idenne hårde vinter er destomere utålelig. Den eller de menneskevenner ellervelgørende selskaber som kan røres over deres medmenneskers hårde skæbne ved samlet tilskud at hjælpe ham, vilved mundtlig samtale blive tydelig overbevist om, at han er understøttelse værdig og da finde glæde ved denne bevidsthed, atde haver udøvet en ædel handling; kontoret anviser «.50