StoreForventninger_1700

20 Peter Henningsen Disse mennesker opfattede sigselv som pæne mennesker — honnette, skikkelige ellerhvad de nu foretrak atkalde sig— der blot midlertidigt var kommet iøkonomisk uføre, måske på grund af en hårdhjertet kreditor, som det f.eks. skete for en af de familier, der ’annoncerede’ i Adresseavisen: »En borger med familie som er udsat for en hård kreditor, skrider tildet sidstemiddel atanråbe detædelmodige publikum o m etlån af 50 rigsdaler imod redelig betaling og sikkerhed. I mangel af hjælp bliver jeg o m 2 dage sat ud af min næringsvej og med kone og børn iden jammerligste forfatning «.51 De fattige af skikkelig stand opfattede ikke sig selv som mennesker, der overhovedet kunne komme ibetragtning tiloffentlig fattighjælp. Fattigvæsenet og de honnette fattige Fattigvæsenet fungerede ved hjælp af frivillige pengebidrag og de bøder, som dømte i byens kriminalretter skulle betale, og som kanaliseredes videre tilde fattige.Væsenet var blevet skabt foratforsørge de mennesker, der ellers havde klaret dagen og vejen ved hjælp af tiggeri på gaden eller ved folks døre. Men tiggeriet blev forbudt i1698, og forbuddet gentaget og indskærpet i1708, fordi byens fattigkommission ønskede at kanalisere folksalmisserover tilde virkeligtværdigt trængende, og ikke bare tildovne slapsvanse, der ikke gad at arbejde .52 Og de virkeligt værdigt trængende, dem skulle Fattigvæsenet nok afgøre, hvem var. Det skete ved etgrundigt forhør, der frem til 1769 afholdtes i Fattigvæsenets hovedkvarter i Silkegade. Derefter på det nyopførte Almindelig Hospital iAmaliegade. Ibund og grund repræsenterede Fattigvæsenetdermed de velhavendes frivilligedonationertilsamfundets dårligststilledeioverensstemmelse med standssamfundets traditionelle forestilling o m ’værnet’.De, som havde råd, havde ganske enkelt en religiøs og moralsk pligttilatgive tildem, der intet havde, men vel at mærke kun til de mennesker, der virkelig havde hjælp behov. Og hjælp behov, det havde kun de folk, der tilhørtedet noget flydende begreb ’almuen’.Og almue var de honnette, men ’midlertidigt’ fattige bestemt ikke. Dette befolkningslag var derfor kulturelt afskåret fra at søge social hjælp hos det offentlige. Hos det offentlige kunne deres anonymitet hellerikke opretholdes. Det kunne den derimod ved notitseri Adresseavisen ,indrykket under billetmærke. En karakteristisk ting ved disse honnette fattiges anmodninger er, at de altid beder o m lån, aldrig o m almisse. Evt. anmoder de, som den fallerede købmand Petersen fra Islandsk Kompagni gør det i 1799, o m