StoreForventninger_1700

80 Peter Henningsen stykker ud end de plejer. I givet fald vil resultatet blive, at andre ikke får deres bid. Derfor regulerede myndighederne priserne på fødevarer og derfor spekulerede man ikke i markedsøkonomiske kategorier som udbud og efterspørgsel. Principielt forholdt det sig nemlig sådan, at det kostede en bestemt sum atproducere en vare. Når købmanden derpå købte varen og videresolgte den, burde han ikke (mente altså moralisterne og de kristne dogmatikere) tage mere for varen, end det havde kostet atproducere den og ham selv at videreformidle den plus selvfølgelig den fortjeneste, han skulle bruge for at kunne opretholde livet for sig og sine. Da produk­ tionsomkostningerne ikke steg, blot fordi der var mangel, så gav det sig selv, at priserne heller ikke burde stige. Men det gjorde de jo ipraksis, for sådan fungerer markedet. Købmandskab og handel fik dermed et noget odiøst præg af udnyttelse og griskhed, og derfor var det, at kirken og adelen rynkede på næsen ad handel og nyrige købmænds florissante virksomhed .2 Tanken o m at det er moralsk uforsvarligt, ikke alene at profitere på andres tab, men ligefrem at have det som det egentlige mål med sin virksomhed, opfattedes faktisk af mange som noget forkasteligt: For 16- og 1700-tallets økonomiske skribenter var ideen o m et ’kommercielt’ samfund en moralsk umulighed. Et sådant samfund levnede ikke plads til’dyden’- det vil sige tilen uegennyttig (patriotisk) indsats for det fæl­ les bedste - og uden dyd kunne intet samfund bestå. Generelt var der overalt i samfundet fælles fodslag omkring det økonomiske princip o m almenvellets førsteprioritet, og særinteresser og enkeltinteresser på øko­ nomiens område forkastedes,hvis de modarbejdede det økonomiske sam­ fund som helhed .3 Københavns stadsmægler Johan Buntzen er et lysende eksempel på det sidste. Til trods for, at det utvivlsomt var til Buntzens egen fordel at favorisere Københavns handel på bekostning af provinsbyerne, så frarådede han ikke desto mindre i 1773 kongen og Magistraten at gøre København tilstabelstad. Det vilsigeatgivebyen monopol på indførelsen af særlige typer af varer .4 »Jo mere vi [mæglerne iKøbenhavn] overvejer dette«, skrevhan ietbrev tilMagistraten, »jovanskeligere detbliver for os, derom at melde noget, som kan være virkeligt nyttig eller skadelig, såsom de ting, der kunne være til fordel inegotien er ofte skadelig for landet, betragtetidet hele «.5 Så meget patriotisk dyd var dog for skrap en kost for de øvrige mæglere, der pure nægtede atunderskrive Buntzens erklæring. I stedetindsendte de deres egen, hvori de stærkt anbefalede, atKøbenhavn