StoreForventninger_1700

Vinterens hårde hjerte 7 Heldigvis varer den danske vinter ikke så længe. Heller ikke i 1700- tallet.Men ivinterhalvåret 1798-99 gjorde den. I dette det 18. århundredes allersidste år ville den ikke slippe sittag. Fra nytår tillangt hen på foråret lagde den sin isnende kolde hånd over land og by, og især holdt den København ietfrysende jerngreb. Frosten bed inæsen sådyr og mennesker led iden bidende kulde. Søer og kanaler lå spejlblanke hen som udstrakte tæpper af is. Overalt var der ufremkommeligt. Byen var bogstaveligt talt pakket ind iis.Kongens Nytorv var kun farbarvia en smal gangsti mellem snemasserne, den nyanlagte Højbro Plads eller Ny Amagertorv, som man kaldte den, brugtes tilsnelosseplads, men byens renovationsvæsen, der stod for snerydningen, kunne ikke følge med, ligegyldigthvor meget de end an- strengte sig. Københavnerne led i kulden. Mest led selvfølgelig de fattige og de hjemløse. I februar faldt temperaturen til17-18 minusgrader og det var så koldt, at alt frøs tilis .5 Springvand og pumper isede tilog tjenestekarlene måtte medbringe økser til at borthugge den, når der skulle hentes vand. Rundt o m vandposterne dannede det spildtevand små isbjerge. Særligtved pumperne i Bredgade og ved pumpen for enden af Store Strandstræde ved Garnisonskirken stod det slemt til. Her kunne uopmærksomme forbipasserende hurtigtkomme galtaf sted og ende på halen ellerglideind ide to drabelige stenpiller, der forhindrede vogne og kareter iatkøre ind i vandposten .6 Byens rendestene var forvandlede til aflange skøjtebaner til glæde for gadedrengene, men tilgene for pæne folk, for de var ikke længere i stand tilatoptage det skidne vand. Blandet med fejeskarn og komøg lagde spildevandet fra husenes afløb sigtungt tilrette som en klæbrig, stinkende substans på fortovene. Kort efter var det frosset tilis. I Løvstræde havde en husejer grebet tildet efterhånden almindelige kneb, atlægge dampende varm komøg i den afløbsrende, der ledte spildevandet fra hans ejendom over fortovetud på gaden forathindre vandetiatfryse.Tilgengæld løb det skidne vand, nu blandet med møg, ud på gaden, hvor det alligevelfrøs tilis.' Det faldtogså imed sne. Masser af sne. Sneen føg gennem byen, hvis­ lede rundt o m gadehjørnerne og indhyllede alt i et tykt tæppe af hvidt. Fodgængere måtte opgive at komme frem, og arbejdsvognene kunne kun med besvær forcere de smalle gader. Der var ufremkommeligt overalt. Holmens Bro og Knippelsbro våndede sig under isens tyngde og det var forbundet med livsfareatbevæge sigover dem, forrækværker og belægning var så usselt vedligeholdt, at en glidetur hurtigt kunne ende med et fald i kanalen.