StoreForventninger_1700

Egennytten og detfælles bedste

89

Laugene rummede både mestre, svende og lærlinge og var altså ikke interesseorganisationer på linje med moderne fagforeninger, hvor mestre og svende erorganiseretihver sinforening, og hvor spørgsmålene primært handler o m lønninger og arbejdsforhold. Ilaugene handlede det alene om at holde andre aktører ude af markedet og at sikre en fast pris, der ikke kunne underbydes, ligesom laugene ydede en vis social understøttelse i tilfælde af sygdom og dødsfald. Antallet af mestre lå fast, og man kunne ikke bare nedsætte sigsom mester, men skullevente på, atder blev en ledig plads ilauget. Da mestrene arbejdede tilen fælles fastsatpris og da man i høj grad benyttede sigaf de samme svende, som ofte skiftede arbejdsplads, ville én mesters økonomiske fremgang principielt kun kunne ske på de øvrige laugsmestres bekostning. Det var derfor kun naturligt, at der måtte være en øvre grænse for, hvor mange mestre, der kunne være ilauget på samme tid.31 Laugsvæsenet var hvad man med et antropologisk udtryk kan kalde et lukket, socialt system, der ikke levnede plads til økonomisk vækst og konkurrence. Ja, ikke blot det, men i og med at et håndværk opnåede laugsstatus,opnåede detogså monopol på udøvelsen af faget,hvilketafskar folkuden forlauget fra— ihvert faldlegalt— atarbejde med detpågældende håndværk ellerhandelsområde. Når eterhverv opnåede laugsstatus, skabte det derfor problemer for en række af de mennesker, der ellers havde ernæret sig af erhvervet, men som ikke havde de økonomiske midler til at blive mestre. Med ét blev de forvandlet fralegale småhandlende tildet, som laugene så foragteligt kaldte fuskere og bønhaser, og som var jaget vildt året rundt. De blev med andre ord brødløse ved laugsdannelserne og tilsidst havde de ingen anden udvej end at gribe tiltiggerstaven, med mindre de da fortsatte med deres nu ulovlige tuskhandel (og det gjorde sikkert de fleste). En anden slagsproblem opstod, når etfagblev forældet, som det f.eks. skete for parykmagerne islutningen af 1700-tallet. Parykkerne gik ganske enkelt af mode, da folk nu ville bære eget hår. Det skulle selvfølgelig accomoderes, som det hed, men det var først og fremmest en sag for hårskærerne, som den tids frisører kaldtes. Færre og færre købte parykker og det kunne ikke andet end ende med parykmagermestrenes ruin. Pro­ blemet var ikke,atparykmagerne ikkevaristand tilatfrisereog ’skære’hår, men derimod atdetvar der mange andre, der også kunne. Deres metiervar dermed ikke længere eksklusiv, men derimod åben for enhver, der ejede en saks og som kunne håndtere den.32At skifte erhverv var desværre ikke en mulighed. Man kunne ikke bare begynde atlave noget andet istedet. Så