StoreForventninger_1700

Peter Henningsen

90

Det københavnskeparykmagerlaugs segl. (Laurids de Thurah: Den danske Vitruvius)

med mindre man opnåede kongelig bevilling som frimester, var man på den. Og en sådan bevillingvar næppe letatopnå, hvis man ikke var udlært inden for faget, og hvilken aldrende parykmagermester villeog kunne gå i lære på ny? Problematikken formuleredes meget kontant og præcist af Anders Gamborg i1795: »Armod ville og desto sikrere forekommes, når det stod ethvert menneske frit for at øve flere professioner. Kunne et menneske så ikke finde sin underholdning ved én, så kunne han finde den ved en anden (..)Hvis deringen laugvar,villemange børn lære flereprofessioner, eftersom de havde geni og lyst. Disse ville i deres kræfters og talenters større uddannelse og udvikling finde større evne itiden at kunne ernære en familie og betrygges for armod. Dette er så meget mere nødvendigt, som adskillige professioners arbejde ofte går af mode, f.eks. knapmageres, tapetmageres og fleres, hvorved vedkommende nødvendigvis må geråde i armod og miste deres levebrød, når de ej må drive nogen anden pro­ fession«.3 Frimestre og fuskere havde den fordel, at de ikke var bundet af laugets kartellignende prisdannelse. De var ikke forpligtede til at følge laugenes aftaler og kunne derfor underbyde laugsmestrene. Det skabte konkurrence og konkurrence var som sagt en uting, der måtte bekæmpes hårdt. Laugsdannelsen fungerede som etmonopol, der sikrede en bestemt gruppe eneret på udførelse af deres tjenester, og det siger næsten sig selv, at enhver håndtering, der ikke havde opnået status som laug og som dermed ikke var sikret mod konkurrence udefra, arbejdede ihærdigt på at opnå en sådan privilegeret, korporativ status. Men da oprettelsen af laug med garanti skabte problemer for en række af byens småhandlende, frarådede Københavns Magistrat af og tiloprettelsen af laug, især inden for områder, hvor det ikke var strengt nødvendigt at udøverne havde en egentlig uddannelse.