StoreForventninger_1700

92 Peter Henningsen eksisterede et stort antal købmænd og mellemmænd, der kunne ordne transaktionerne, og deres antal forøgedes stærkt itakt med den stigende eksport og velstand blandt de rigeste borgere, der fandt sted i anden halvdel af 1700-tallet. Opkøbere og kornkøbmænd havde siden Middelalderen — ja, sikkert også før— været skydeskive for folkeliguvilje og modstand og itakt med, at deres aktiviteter forøgedes i 1700-tallet, kom de tilat udgøre et af de primære mål for»pøbelagtige« optøjer og fjendtligheder, når kornpriserne pludselig, og uden synliggrund, steg eksplosivt.35 Der findes talrige kilder bevaret fra det 18. århundrede, som for­ tæller o m købmænds grådighed og profitjagt og om, hvorledes man opfatter dem som vindesyge, umoralske personer. Fædrelandskærlige patrioter, der kun har almenvellets tarv for øje, må græmme sig over de egenkærlige og pengebegærlige handelsmænd, der uden blusel ofrer det almene bedste tilfordel for egen gevinst. Købmanden opfatter, som det hedder ien advarende pamflet, sin eneste bestemmelse ilivet, som det »at sammenskrabe så mange penge, at hans ære og værdighed består ikkun ihans rigdoms storhed (..) da ialmindelighed pengenes mængde er den målestok, hvorefter man må sætte pris på menneskene...«36 Købmændene handlede imod standssamfundets organismetankegang, når de søgte vinding på almenvellets bekostning, og selvom detvar lovligt, var detmoralsk forkasteligt. O g moral, detvar alleenige om, havde forrang for simpelt profitbegær. Købmændene handlede desuden imodstrid med egne langsigtede interesser, når de bidrog tilat forarme den befolkning, de levede af. Den kloge købmand handlede derfor ikke kortsigtet og umoralsk: »Den første og fornemmeste lov i al menneskelig selskab«, sagde juristenKofoed Ancher i1759, »må uforbigængeligvære denne: D u må ikke forurette eller skade nogen anden. Forsømmer en købmand at føre sig således op, at andre kunne tro o m ham, at han er redelig og billig ihandel, uden svig og bedrageri, da må han agtes som en fjende af egen fordel. Flvem der handler, han giver lige for lige«.37 Til trods herfor vendte Kofoed Ancher sig imod, at der blev lagt restriktionerpå købmændenes virke, eftersom handel jo blev drevet»alene ved forestilling af egennytte«, blot måtte denne ikke udarte tilegennytte i forhold tilalmenvellet: »Dette ene er den almindelige lov for alhandel og næring, atden ikke må være det almindelige bedste imod. Såvidt må ingen undersåts frihed gå, at den falder ud til en egensindig selvrådighed«.38 Ancher pointerede, at det var kongens pligt at skride ind, når handelens profitbegærlige interesser kom ikarambolage med det almene bedste, for