S_FørOgNu_1915_1

N r . 15

FØR 0 0 NU

1. AUGUST 1915

DA DE REV VOLDENE NED. (Efter H . V. K a a lu n d : »En E ftervaar«.

H vad gaar der a f dig, m in Fødeby? H v ilken Byggen og Roden! Jeg kjender dig neppe: Du bliver som ny, a ldeles paa Moden. Den trav le Tid var dog ilet forbi — du m aa m ed i Løbet, om ogsaa lidt gamm eldags Poesi gaar m ed i Kjøbet! Ja vist! H vem lægger paa Sligt nu Vægt? — Det er D igternykker! For Ny tten s Trium fvogn trækker vor Slægt — vi er ingen Parykker! Nu gaar det afsted i flyvende Fart, saa stærkt v i kan rende, endskjøndt det just ej er saa ganske klart, hvordan det vil ende. De har nu besluttet, de v ise Mænd, du m aa ej beho lde det grønne Bælte, som kranser din Lænd: dine gam le Volde. Nu skal du befries, m in kjære Stad, fra dit snevre Panser; dine Stadsgrave, spæ tted m ed Andemad, har stød t vore Sanser. Som Fæstning kan du ej staa dig m eer mod de ny e Kanoner. Dine gam le Vo lde m ed Møller og Træer og Bastioner fra »Kjøkkenkurven« ved Kallebodstrand og ud til Kastellet skal nu jevn es plat m ed det flade Land — deres Dom er fæ ldet! — D ine Volde, hvorfra Carl Gustav drog m ed Skam tilbage, som Arthur W e lle s ley selv ej tog i onde Dage, som aldrig brødes af Fjendehaand, som se lv en Kvinde en Gang har væ rget m ed Helteaand , skal nu forsvinde!

Paa Skubkarrer triller m an Minderne væk fra de gam le Tider. Nu faar vi den dejligste Gjennemtræk fra alle Sider. Etsteds derude — ja Gud veed hvor skal der bygges Skanser, naar vi først faa vrøv le t en ha lv Snes Aar om vore Finanser. Saa drive imens vi for Strøm og Vind — det har ingen Fare! Naar v i give A lverden frit Kjørind, vil man nok os spare. Det vilde jo væ re skjændigt gjort at storm e m ed Vaaben en By, som hverken har Vold eller Port, m en er ganske aaben! Vi har store Planer, fine Idéer og Speku lationer — her er Byggegrunde, som vel er værd en Snes Millioner; de m aa gjøres i Mønt, naturligvis! H ver eneste Tomm e drives op til den allerhøjeste Pris m ed den store Tromme! Din Stadsgrav — og din Kirsebærgang, hvor V ioler v i plukked, hvor den b lom strende Tjørn over Vandet hang og Sivene vugged, hvor den vilde D rossel i Buskene sang, m ens Aftenen dugged, og Fiskeren m ed sin Bambusstang over Bredden sig bukked — og de gam le Broer, der spejled sig smukt dernede i Vandet — og Udsigten lige til Kjøgebugt — og Synet a f Landet, naar Solen gik ned, og i Aftnen sval den første Stjerne tændtes paa H im len — m ens Hornsignal lød fra det Fjerne!