S_FørOgNu_1915_1

N r . 24

FØR OG NU

15. DECEMBER 1915

var tom t M undsvejr, men a t der bag Ordene stod en Mand, der havde V ilje til a t handle. M elding p aa M elding udgik fra K ø­ benhavns Slot, hvor Kongen holdt Møde med R igsraad, G ejstlig­ heden og B o rgerskabet, og hvor m an stillede Byen alleh aande P riv ileg ier i U dsigt. København skulde væ re en fri Rigsstad, og dens Borgere skulde nyde alle adelige R ettig heder. En af B orger­ sk ab ets b ed ste Mænd gjorde gæ ldende, a t det vilde være en util-

T il B ille d e t S id e 248. 0 m U d g r a v n i n g e n a f T e r r a i n e t v e d N ø r r e p o r t s k r i v e r 111. T i d . 2 a 18 73 f ø l g e n d e : „Den rastløse V irkelyst, som er et Sæ rkende for vor refo rm ato ­ riske T idsalder, har b lan d t a n d et givet sig tilk en d e derved, at

D e t s a m m e P a r ti s o m p a a de to f o r e g a a e n d e B ille d e r, — N ø r r e p o r t e r n e d r e v e t (i 1856) o g F o r b in d e l s e s b r o e n a n b r a g t ; s a a le d e s s a a a lt s a a d e tte P a r ti ud fra 1856 til 1873, d a B ro e n h e n fly tte d e s til Ø r s te d s p a r k e n o g V o ld e n n e d re v e s . — I B a g g r u n d e n K u lto rv e t.

næ sten alle Europas H ovedstæ der udvider sig og fjern er alt, hvad der læ gger H in drin ger i Vejen for en friere Sam fæ rdsel, eller ikke er stemm ende med Hensyn til N utidens Fordringer til Bekvemm e­ lighed og N ytte. D et kan ikke nægtes, a t denne V irkelyst har sine gode S id e r; Byerne fa ar efterh aan d en derved m ange a f de sa n ita ire Goder, som de h id til have m a a tte t savne i højere eller m indre Grad, og Hovedstadsbefolkningen, som overalt tilta g e r paa L andsbybefolkningens B ekostning, kommer til a t leve under gan­

givelig Brøde, om m an uden Svæ rdslag overgav Byen i F jende­ vold og svigtede Kongen. Havde m an til det ^ derste først gjort sin P lig t som æ rlige danske Mænd, og havde det da vist sig, at K ræ ftern e ik k e stra k te til, var det T id at bede om Pardon men ikk e et Ø jeblik f ø r ! I Mødet p aa S lottet, hvor disse m andige Ord faldt, synes Kon­ gen ikk e selv a t have ta g e t O rdet. (Fortsættes.)

2 4 5