S_FørOgNu_1915_1

NR. 4

FØR 0 0 NU

15. FEBRUAR 1915

Penge samm en, a t han kunde slippe ud igen. I G rundlovstogene plejede Scheibelein altid a t gaa med, som u dp ræ get M ilitarist natu rlig v is i Højres. Man e rin d rer en af F red erik Jensens R evueviser med Rim et: N aar Bahnson ej gaar foran og Scheibe­ lein bag, Saa er der s ’g u tte noget ved en G rund­ lovsdag.

Hans noget yngre Sam tidige, „ J o m f r u T i d s f o r d r i v “, hvis egentlige Navn var Ju lian e Marie H ansen, var øjensynlig e t uly k k elig t Væsen, der følte sig i høj Grad kræ n k et over, a t Gadeungdomm en fo rfulg te hende med Jubel og Hvin, hvor hun viste sig. Som d et saa ofte er sket, var d et et b rudt Kæ rlighedsforhold, der havde g jort hende til Særling.

var a t faa noget Sukkergodt eller nogle B illedark, som hun kunde glæde sine kæ re E lever med. D et viste sig ved hendes Død i 1907, a t hun havde h a ft m ange Venner. Hendes K iste var rig t sm ykket med Blom ­ ste r og K ranse, d e rib lan d t en fra Prinsesse M arie. Ved „ P r o f e s s o r “ H a n s A n d e r s e n B a n g s dødelige A fgang i 1913 eik den

Fot, P. E lfelt.

Juliane M arie Hansen (Jomfru Tidsfordriv) paa K ultorvet.

Østergade.

Hun havde fa ae t den fikse Ide, a t hun var L æ re rin d e ; om Sommeren kunde man se hende sidde paa en Bænk i Kongens Have, hvor hun docerede Dyd og Moral for de sm aa T ilhørere, som a ltid endte med a t gøre Løjer med hende, saa a t In ­ form ationen blev til nogle m æ rkvæ rdige Skældsord, ingen forstod. For R esten havde hun et godt H jæ rte og hendes største Glæde

sidste af de københavnske O riginaler bort. D et var en lille Mand med et gulligt, ryn­ k et Ansigt, sm aa Øjne bag de b laa Lorg­ n e tte r og Fuldskæg. Hvor m eget der hos ham var G alskab og hvor m eget Snuhed, vidste vel egentlig ingen. Han skal have væ ret paa Oringe til O bservation en Gang, men re to u rn e ret som i h vert Fald ikke for­ ry k t nok til a t de vilde beholde ham . Af

Der var noget for Oppositionsbladene, som h e raf fik Ideen til a t personificere Højres Forsvarsbevæ gelse i Scheibeleins tragikom iske Figur. Ved hans Død for nogle Aar siden drev en ra d ik a l Avis det endda til- a t debitere d et Vaas, a t han altid g ik i S p id s e n for Højres Tog. Men da var det jo sidste Gang, han kunde bruges i P artip o litik en s T jeneste.