S_FørOgNu_1915_1

NR. 4

15. FEBRUAR 1915

FØR OG NU

og for første Gang i sit Liv tra f den fe­ terede Skønhed en Mand, der ikke gjorde Mine til at stifte nærmere Bekendtskab med hende. Det kedede hende den første Dag, æ r­ grede hende de to næste, og gen fjerde Dag gav hun sig til at græde. Den fem te, sjette og syvende Dag udfol­ dede hun al den Elskværdighed og Ynde, hun raadede over, og det vilde ikke sige saa lidt, men R esultatet var lang t fra a t være smigrende. N aar hun havde sagt fire Ord til ham, svarede han høfligt, mén kort,

Deri unge Skønhed blev helt uhyggelig tilm ode, da han var g aaet; hans Øjne havde væ ret saa vilde, og der var et Ud­ try k i hans Ansigt, der gjorde ham ganske ukendelig. „Mon jeg aldrig skulde komme til at e lsk e ? “ mumlede hun, idet hun trak en af Puderne paa Kanapeen ind under sit guld­ blonde Hoved og lagde sig til R ette for den lille Eftermiddagssøvn, hvormed hun styrkede sig til Aftenens Glæde. „Jeg haaber det ikke, hvis det skal gøre mig lige saa forrykt, som det gør andre | Mennesker.“ * ¡:

rende Skønhed“, som hun kaldte D em ?“ lsabel følte den skjulte Snært der laa i disse ellers saa sm igrende Ord. „Hvor skulde jeg vide det f r a ? “ sagde hun med en Ligegyldighed, der var paa­ taget, hvilket Fru Fane godt kunde sé. „Jeg kan specielt godt lide „regerende Skønheder“, sagde h an .“ „Det er vist en Sæ rling,“ bemærkede Isa- bel i samme ligegyldige Tone som før. „Det er han, men De skulde høre ham ta le ! Han har væ ret overalt og kan tale med om a lt m uligt; og hans Stemme lyder

og ignorerede hen­ de komplet Resten af den Tid, de var i hinandens Næ r­ hed. Den første Fø lelse, der vaagnede i hende ved denne, som hun syntes, overlagte R inge­ agt for hendes Person, var Skin­ syge ; Hr. Dudley kunde nemlig godt tale med de andre Damer, men h u n var ham ganske ligegyldig. E fterhaanden gik det im idlertid op for hende, at han paa en Maa- de dog interesse­ rede sig for hen­ de, men af hvad N atur denne In te r­ esse var, pinte hun sig forgæves med at udfinde. Hun opdagede ikke sjældent, a t hans skarpe Øjne hvile­ de paa hendes P e r­ son, naar han troe­ de, hun ikke saa det — hendes H jæ rte kom til at banke, hver Gang hun følte dette Blik, hun syntes bestem t, det lignede en for­ elsket Mands, trods den urokke­ lige Alvor, der var i det. Der gik nogle Uger, medens Isa,- bel svævede m el­ lem Haab og Frygt, lidende alle de Kvaler, hun selv saa ofte og saa samvittighedsløst havde forvoldt an­ dre. — lsabel og Hr. Dudley var alene i Spisesalen, hvil­ k et sjæ ldent hændte.

„F o rfæ rd elig t!“ Solen var gaaet ned bag Højene, og forfrisket af den rolige E fter­ middagssøvn gik lsabel ud paa Ve­ randaen, da dette Udbrud naaede hendes Øre. Det var en Stemme fra . Menneske­ mængden, der var stim let sammen henne paa H jør­ net. „Hvad er d e t?“ „Hr. Howard har Heldigvis faldt Aftenens Skygger over hendes Ansigt, ellers vilde man have set, at hun bleg ligbleg ved at høre disse Ord. Hun tog sig sam­ men og sagde saa koldblodigt hun k u n d e : „Men Gud dog — hvo rfo r?“ „Uden Tvivl i et Anfald af Sinds­ syge“, svarede en pæn ældre Mand alvorligt. „Der er Sindssyge i Fam i­ lien.“ lsabel drog et dybt Lettelsens Suk. „Ja saa — det forklarer Sagen.“ II. Der var kommet en ny Logerende i det Pensionat, skudt s ig !“

hvor lsabel Lorne boede. Værtinden, Fru Fane, m aatte straks ind og for­ tæ lle hende det, for hun var stolt af, a t en saa for­ nem og elegant Herre havde valgt a t opslaa sin Bolig i hendes Pavluner. lsabel hørte paa Værtindens Beretning med vanlig Ligegyldighed ; men da. hun ved Frokosttid kom ind i den store Spise­ sal og saa den fremmede sidde i et Hjørne ved Vinduet og læse Morgenudgaven af „Times“, sagde hendes Instinkt hende straks, at den Herre var noget udenfor det alm in­ delige. „Hvem er h a n ? “ hviskede hun i Forbi- gaaende til Værtinden. „Gud, ved De ikke det endnu? Det er Maurice Dudley. Han er noget i M iniste­ riet. Alle Damer er rent forrykte efter ham, skønt det er let at se, at han ikke bryder sig om dem. Og det maa de godt vide, siger han. Hvad tror De han sagde til Fru Hinds p Aftes, da hun tilbød at præsentere ham for Dem — „Byens rege­ Fot. P. E lfelt.

„ P rofessor“ Hans A ndersen B ang.

Østergade.

som den herligste Musik. Og hvilke ud­ tryksfulde Øjne! — E fter m in Mening er han den mest bedaarende Mand, jeg i mit Liv har set. om man end kan finde mange, der er kønnere.“ Med disse Ord fjernede Fru Fane sig, indvendig tilfreds med at have tæ nd t en Brand i Frøken Lornes H jæ rte; hun anede nok, hvilken Uro det kunde komme til at volde hende. Det var ingenlunde, fordi den gode Værtinde nærede nogen Uvilje mod lsabel, der var hende overlegen i Skøn­ hed og personlig T iltræ kningskraft; hun syntes blot, at det kunde være interessant at se, hvad det kunde blive til imellem de to — en smuk Kvinde, der ikke brød sig om Mænd, og en aandrig Mand, der ikke brød sig om Kvinder. lsabel og Hr. Dudley mødtes hver Dag,

„Jegtroede

ikke, De kendte Begrebet

Kæ rlighed?“ sagde han. Isabels H jæ rte hamrede, som det skulde sprænges; der var noget i hans Tone, der paa en Gang næsten gjorde hendes Haab til Vished, og hun besluttede a t faa en Afgørelsepaa Sagen med det samme. „Det var den Gang —“, sagde hun, „idet hun løftede sine nedslagne Øjne op imod hans og lod dem straale i al deres vidunderlige Glans — „før jeg tra f Dem, Maurice.“ „De elsker mig altsaa, lsa b e l? “ En hastig Rødme farvede hendes Kinder og Hals. „Højere end m it Liv — højere end min egen S jæ l!“ Den Tavshed, der paafulgte, lagde sig is­ koldt om H jæ rtet, og det Blik, hun mødte,