S_FørOgNu_1915_1

N r . 4

F ø r OG NU

15. FEBRUAR 1915

da hun a tte r saa ind i hans Øjne, fik hende form elig til a t ry ste a f Kulde. Men hun var nu g a ae t for vidt til at k unne træ k k e sig ud af det. „Isæ r n u ,“ tilfø jed e hun, „da jeg tro r — og m a a tro, a t De elsker m ig.“ „H ar jeg nogen Sinde sagt, a t jeg elskede Dem ? “ lsab el forblev tavs nogle Ø jeblikke. Det havde han ikke, og til sin store Ydmygelse m a a tte hun tilsta a , a t han eg entlig heller a ld rig havde vist Tegn d ertil. „Ikke i Ord m aaske,“ sagde hun, „for nu m aa tte hun opbyde a lt for a t holde ham

b risted e hendes bløde, ejegode H jæ rte. Nu F arv el, F rk. L orn e! , I Morgen ved denne Tid vil jeg være m ange Mile h e rfra .“ Rædslen og Fortvivlelsen stod skrevet i lsabel Lornes Ansigt. „Men De vil komme tilb ag e ? 0, M au­ rice. Jeg ang rer saa b itte rt, hvad jeg har gjort. Hører De, jeg bø nfalder Dem! De m aa ik ke forlade m ig for b e sta n d ig !“ „Jeg komm er ikke tilbage. M it Værk her er fu ld b rag t. I Deres Offers Brev til sin Søster refererede han Deres Ord til ham den sidste Gang, han saa Dem. Jeg kom for a t hævne hans Død og hendes, der fa ld t

I Ja p a n er det saa godt som udelukkende blinde M ennesker, der tje n e r deres Brød ved a t give Massage. G runden er ganske natu rlig , id et de B lin­ des Følelsesevne jo er lan g t m ere udviklet end de seende M enneskers. Dersom m an tror, a t In dbild n in g sk raften er større hos K vinder end hos Mænd, tag e r m an vistnok fejl. En Dr. Durand ved et engelsk H ospital gjorde for nogen Tid siden et Forsøg m ed a t give 100 P a tie n te r noget Sukkervand a t drikke. E t K varter e fte r

fast, „men der er an dre M aader a t t il­ kendegive d et paa, som er le tte a t tyde for en K vinde.“ „D et er der. Men sig mig, Frøk. Lorne, h a r De a ld rig set ud, som om De elskede en Mand, uden a t De i V irkeligheden gjorde det ? — H ar De aldrig fy ld t en Mand med H aab og Fryd, saa Bæ geret flød over, og hensynsløst lad e t ham gaa, n a ar han var komm et saa vidt, at han m a a t t e bønfalde Dem om G enkæ rlig­ hed ? “ D et havde hun gjort m ange, m ange Gange, d e t vidste hun godt. Men hun havde ikke tæ n k t over d et før nu. „De elsk er mig, M aurice ? “ Ikke m ange Mænd kunde have m odstaaet det bedende Blik, hun sendte h am , men M aurice Dudley fo r­ tra k ikke en M in e ; han tog en lille Me- daillon op af sin Brystlomm e, aabnede den og viste lsabel B illedet af en yndig ung Kvinde, næ sten endnu kun et Barn, og med T ræ k saa betag end e uskyldige. „D et er alt, hvad der er tilb ag e af den eneste Kvinde, jeg h ar elsk et — og som jeg nogen Sinde komm er til a t elske. Hvis der e r Engle i H im ­ len, saa er hun en af dem nu.“ Den frygteligeS kin- syge, der havde sam ­ m ensnøret Isabels H jæ rte , afløstes af en befrien de F o r­ nemmelse, der næ-

kom han igen og var tilsy nelad en de m eget a lte re re t. Han havde ved en F ejltagelse gi­ vet P a tie n tern e et stæ rk t Brækm iddel, sagde han, der m aatte strak s gives dem Modgift. 80 af de 100 P a tie n te r blev øje­ blikk elig daarlig e og viste m eget ty d elig t, a t M idlet var b egyndt a t v irk e ; 20 lod sig ikke afficere. Den lan g t ov erv ej­ ende Del af de a n ­ grebne 80 var Mænd, m edens F le rta lle t af de sta n d h aftig e 20 var Kvinder. ¥ B rillerne blev op­ fundne i Italien om ­ k rin g Aar 1285. De var i B agyndelsen m eget dyre og b ru g ­ tes kun a f m eget velhavende Personer eller Adelsmænd. De blev d erfor re t n a ­ tu rlig t b e tra g te d e som et T egn p aa F o r­ nem hed og høj Rang. ★ Den T idsregning, vi nu bruger — saa og saa m ange A ar „ef­ te r K risti F ø dsel“ — blev først fa stslaa et ca. 600 Aar efter, a t K ristus levede her paa Jorden. ¥ Sarah B ern h ard t paastaar, a t man ved a t bæ re D iam an ter ødelæ gger A nsigtets bedste U dtryk, m a t­ te r Ø jnenes Glans og fa a r sine T æ nd er til a t se ud, som om de var af Kalk. ¥ Giv en Mand H jer- ne og Rigdom, og han er en Konge ; giv en

Fot- p- Elfelt,

„P rofessor“ A ndersen Bang som „B oulanger“.

østergade.

sten var Lykke, da han havde fuld en d t den sidste Sætning. Hun gjorde sig Um age for a t skjule sin Glæde, id et hun endnu engang søgte at beherske ham med sine store, dejlige Øjne og sp u rg te : „Er hun d ø d ? “ „M y rd e t! Og af Hænder saa bløde, saa hvide som Deres, Frøken L o rn e!“ lsab el kom til a t skælve under hans bræ ndende Blik. „Hvor — hvor fo rfæ rd e lig t!“ stamm ede hun. „Ja, det var fo rfæ rd eligt — det h ar De i Sandhed R et i. D et var D em , der m yr­ dede h e n d e !“ „ J e g ? “ „Ja, D e ! E rin d rer De Oscar How ard — ham , som D eres djæ,velske Kunst drev til F ortvivlelse til V anvid, til D øden? Det var hendes Broder, hendes eneste Broder, og da den grufulde T idende b ragtes hende,

for Deres H aand lige saa vel som han ; jeg kom for a t læ re Dem, a t De har et H jæ rte, der kan føle og elske og lide som andre H jæ rter. M aatte denne B evidsthed gøre Dem bedre, om ikke lyk keligere. Farvel for e v ig t!“

Mand H jerne uden Rigdom, og han er en S lave; giv en Mand Rigdom uden H jerne, og han er en Abe. ¥ I P aris hedder L aaneko nto ret „T an te“. Hos os er det som bekendt — „O nkel“. Bladet udgaar 2 Gange m aanedlig nem lig hver 14de Dag. Der udkomm er altsa a 24 Num re aarlig, og A donnem entsprisen or 60 Øre Kvartalet. mr Tegn s trax Abonnement m (Send Rekvisitionen til Kontoret, 16 K ultorvet).

Korte Notitser.

En Snegl bruger 56 Dage 0 £ for a t tilbagelæ gge en Mil.

20 Tim er

Før E nglæ nderne b e sa tte Indien, d ru k ­ nede der sig h vert A ar c. 100,000 H induer i Ganges.