KøbenhavnskCirkuslivGennem100Aar

123 ud til sin gam le Ven S chumanns Søn A lbert og hans sta r­ tende Selskab for — 30,000 Kroner. Mere kunde det velsagtens heller ikke nytte at forlange, da den unge rejsende D irektør selvfølgelig ikke vilde k u n ­ ne gøre større F o rretn ing i en By og i et Lokale, i hv ilket C irkuskongen Renz havde sat Penge til. Men var Renz end en stor Beriderdirektør, der kunde dressere Heste og Mennesker — navnlig Tyskere —•. saa var han ikke nogen stor Folkepsykolog. Renz kendte navnlig ikke Københavnerne. De havde elsket ham , da h an i 1860 som den store Gøgler- konge, slog sin T ræ cirkus op und er de gam le Voldes grønne T ræ er m ed et Selskab, der var fu ld t af Eventyr og Rom an tik lige til Kåthchens F lugt. De havde beundret ham , da han 17 Aar senere vendte tilbage som den storstilede Beriderdirektør, der ruttede med Kostumer, Lys og F arver i de p rag tfu ld t opsatte Udstyrs­ pantom im er, der fik selve Bournonvilles Balletter til at blegne. Men de følte sig irriterede af Cirkuskongen Renz, af hans stivbenede, opfiksede Gammelmandsskikkelse, af han s jern- haarde, hum ø rd ræ bende Disciplin, af hans clichéagtige He­ stedressur uden Fantasi, og hans Arrogance og Snobberi, men først og sidst af den m ilitæ rskoleagtige Korrekthed, i hv il­ ken det glade, ubundn e Gøgl var stivnet i den g ru n dm u ­ rede C irkus’ Sten- og Jern ramm e. Renz var bleven en Institution , et hippologisk Akadem i; et kongelig, kejserlig t Hofetablissement med Ordner, Titler, V elhaverartister og Moralballeteuser. Renz var bleven kedelig, og det er den eneste Genre, som Københavnerne, mere end noget andet Folkefærd finder utilstedelig. De vilde have en G irkusdirektør, som de med Klap el­ ler Klaps kund e danne i deres eget Billede, fordi han i For­ m at bedre passede til deres egen Bys Størrelse, og ham fandt de netop i — A lbert Schumann.