Spejlet

LOUIS MOE.

sigter formelig blev blege af Begejstring, medens en hellig Gysen rislede dem ned gennem Ryg­ raden. Hatte blev svungne, og der lød Haand- klap og Hurraraab. . . Dette var Mad for Mons »Folket«! — Man faar saadan en Lyst til at være Soldat! — Saa—aa? — . . . Og saadan en Lyst til at gaa paa med Bajonetten! Overlæreren gjorde med knyttet Haand et vildt Udfald mod Tolderens Ribben. — Rider Maren Dig? — Det der er Musik! sagde Clausen, og hans Øjne gnistrede af Gaapaalyst. — Jeg har Guhjælpeme aldrig kendt Mage . . Vil Du slaas? — Nej, jeg vil ikke . . . men . . . men . . .

— Men hvad? — Jeg . . . jeg er kommet til at tænke paa mit lille Fædreland! — Dit . . .? Gud bevare din Hjærne! — Ja, Du er naturligvis Anarkist! — Sig mig, Clausen: er Du blevet gal? — Nej, jeg er ikke! — Naa, dog ikke! — Nej . . . men saadan en . . Vandmand, som Du, kan naturligvis ikke føle Begejstring. — Jo, det ved Gud, jeg kan! Jeg er for Eks­ empel for Nærværende ganske rasende begej­ stret over D ig! — Uff . . .! sagde Clausen og sank slapt ned paa sin Stol. — Musikén kunde nemlig ikke længere børes. (Sluttet). ved, for det var han tydeligt nok. Det bedrøvede den unge Præst, men — det giorde ham ogsaa lidt vred. Med priselig Selvbeherskelse havde han taget Beretningen om, hvordan Fyren havde handlet med Skolebørnenes Mad og delt Bagerkonens Boller ud, men dette kunde han, mærkeligt nok, ikke tage med samme Ro. Han begyndte saa smaat at sande med Bager­ konen, at man kan ogsaa faa for meget af det gode, og der dæmrede i hans Sind en Mistanke om, at det maaske ikke var saa helt rigtig fat med den Iver. Ilde til Mode blev Præsten et Øjeblik staaende, men de to Smaafyre bekym— 111 —

En Historie om en ny Præst og en ny Dreng. Af L. Budde. — Med Tegninger af Carl Thomsen.

H a n havde faaet ham kær, den lille ny Dreng, og i sit Hjærte havde han følt, han skyldte ham Tak. Var det end ham selv, der havde høstet den største Glæde af sin Vandring fra Gaard til Gaard, det var dog Drengen, han havde haft i sine Tanker, for hans Skyld var han gaaet ud at mildne de vrede Sind. Der havde været noget saa betagende kønt i Drengens Trofasthed mod Tante Lines og hans egne Ord, at det var gaaet ham til Hjærtet, og han var kommen til at holde af ham, mere, end han selv havde vidst. Og nu kunde han gøre dette imod ham, oven i Købet være Anføreren der-