Spejlet

Tone, der endnu var lidt ivrig. »Hvor kunde Du nænne at plyndre mine Roser og ødelægge mine Jordbær, som jeg er saa glad for?« »Jeg vidste ikke, at Du var saa glad for dem!« undskyldte den ny Dreng sig. »Men Du har jo selv sagt, at alt, hvad der er kønt og godt, det har Vorherre selv givet os, og vi maa gærne tage det, naar vi bare husker at takke ham rigtigt for det. Og Du har selv sagt, at Du vilde altid blive glad, naar jeg gjorde, hvad Du har sagt!« Der er noget underligt forbløffende i saadan bestandig at faa sine egne Ord igen, naar det mindst passer et Menneske, og Præsten saa et Øjeblik lidt usikker ud, for sagt det havde han unægtelig. Snart tog han sig sammen igen og sagde: »Tante Line har dog vist ogsaa sagt Dig, at hverken smaa Drenge eller store Mennesker maa være begærlige, og de maa ikke tage, hvad Vorherre først har givet andre Mennesker, og hvad de bliver bedrøvede over at miste. Naar de gør det, kan de heller ikke rigtig takke Vor­ herre, for det kan man kun, naar man er god og ikke bedrøver Andre!« »Ja, men jeg var heller ikke begærlig, for det var jeg ikke, men jeg var jo nødt til det!« for­ sikrede Purken og vendte et saa troværdigt Ansigt op imod Præsten, at det ganske afvæbnede ham. »Var Du virkelig nødt til det?« spurgte han blot med en Smule naturlig Nysgerrighed. »Ja, for Dummepeter havde fisket en Stump — —« forklarede Drengen. »Hvad havde han fisket, siger Du?« afbrød Præsten ham. »Han havde fisket en Cigarstump naturligvis, og den vilde han spise!« blev Fyren ved. »Og saa sagde jeg til ham, at det maatte han ikke, for det var noget Svineri, og han kunde blive syg af det, for det siger Tante Line. Og saa sagde Dummepeter, at han var nødt til det, for ellers fik han aldrig noget at spise, der smagte godt, og saa sagde jeg, at naar han vilde lade

rede det ikke, for de havde for travlt til at lægge Mærke til, at der var kommen en Tredie- mand med. »Hej! Her er en og hun er rød!« raabte Dummepeter og fo’r trampende ind over Jord­ bærplanterne. Det Syn satte Fart ogsaa i Præ­ sten, og han stod allerede i Begreb med at følge efter og gribe kraftigt ind, men den ny Dreng kom ham i Forkøbet. »Holdt!« lød hans ungdommelige Stemme med Myndighed, og i samme Øjeblik standsede ogsaa Dummepeter og saa sig slukøret tilbage, mens Præsten blev staaende med tvivlraadig Mine. »Saadan skikker det sig ikke at bære sig ad!« blev den ny Dreng formanende ved. »Først siger vi Bordbøn, og saa spiser vi pænt. Ellers har vi ikke godt af det, siger Tante Line, og ellers har vi ikke Lov at tage Jordbærrene, siger Præsten. Og Du maa ikke trampe, for det er Synd. Kom nu, gaa pænt forsigtigt, og fold dine Hænder, saa begynder vi!« Der var noget i hans Maade at tage Sagen paa, som virkelig tiltalte Præsten og stemte ham mildere, men Virkningen af hans Tale fik han ikke at se. For i det samme vendte Dumme­ peter sig om og saa Præsten lige for sit Ansigt. »Der er han selv!« raabte Dummepeter fuld af Forskrækkelse. Pokker tog ved ham, afsted fo’r han over Stok og Sten, og væk var han, ud gennem Laagen, ned ad Gaden i Galop. »Holdt!« blev det nu Præstens Tur at raabe, men der var ikke den Myndighed i hans Stemme, som der havde været i den ny Drengs, og den havde ikke Magt til at standse Dummepeter i hans vilde Flugt. Desto mere overrasket blev den ny Dreng. Nysgerrig vendte ogsaa han sig om for at se, hvad der var i Vejen, og fik Øje paa Præsten, men han var ikke den, der løb, tværtimod tog han som en artig Dreng høfligt sin Hue af og hilste paa ham, øjensynlig glad overrasket ved Mødet. »Men Barn dog!« udbrød den ny Præst i en