Spejlet

være at spise Stumpen, saa skulde h an faa Jo rdbæ r i Præstens Have, og saa sagde Dumme­ peter, at n a a r han maatte faa Jordbæ r, saa vilde h an lade være med at spise Stumpen, og saa gik vi, for jeg skulde jo være god imod ham. Ikke?« Den ny Dreng saa spørgende op paa ham , og den ny Præst begyndte at forstaa, at der virkelig var noget i den Handel. Nok en Gang maatte lian sande m ed Bagerkonen, at der skal noget for noget. »Du kunde jo have bedt mig om det!« sagde h an m ed endnu et svagt Forsøg paa at gøre Indvendinger. »Ja, m en det havde vi ikke Tid til!«, lød Svaret. »For Dumm epeter sagde, at han vilde have Jo rdbæ rrene straks, ellers vilde han spise S tumpen straks, for den var han vis paa, men Jo rdbæ rrene var han ikke vis paa!« Da indsaa endelig Præsten, at der virkelig ikke havde været andet at gøre, og at den ny Dreng havde været nød t til at hand le hurtigt og bestemt. »Vi skal da vel nok se at tinde Dummepeter igen?« sagde den ny Dreng, da de saaledes havde faaet alting paa det Rene. »For han blev vist bange for Dig, og det er Synd, for Du er den stærkeste. Ikke?« »Men det er jo sandt!« svarede Præsten, helt skam fuld over, at han ikke selv havde haft en Tanke, der laa saa nær. »Saa lad os skynde os!« føjede han til for at indhen te det forsømte, og derm ed forsvandt ogsaa de To, ud gennem Laagen, ned ad Gaden. Dumm epeter sad paa Jo rden i en Krog bag den gamle Hytte, hvor han havde hjemme. Han støttede sit Hoved i sine Hænder og saa modfalden ud — Livets Gang var ved at blive ham for haard. Næppe havde han im id lertid opdaget Præsten, der kom hen imod ham , førend der kom Liv i ham igen, og han stod paa sine Ben i en Fart. Pokker tog ved ham , og afsted fo’r han igen, men lykkeligvis var den ny Dreng der jo ogsaa. i »Holdt!« lød det igen med Myndighed. »Hvor­ for løber Du, n aa r vi kommer og vil være Ven med Dig?« Og Dumm epeter blev staaende, skævede lidt m istænksom t til Præsten, gjorde saa et Kast med Hovedet hen imod Hytten og spurgte: »Vil I da gaa med ind, for jeg tø r ikke gaa derind alene. Jeg skal have Klø, fordi jeg var med til Skovturen, og jeg h a r ingen Mad faaet idag !« Der var i Stemmen en Lyd af kæmpende

Graad, som fdi den unge P ræst til et Øjeblik efter at staa ved Drengens Side. Saa tog han den lasede Hue af hans Hoved, stak den frisk udsprungne Rose fastere i den, strøg Haaret bort fra hans Pande, satte Huen over det igen og saa ham ind i Øjnene. Om han i de Øjne læste en Historie, der greb hans Hjærte, en Historie om et stakkels forsøm t Barns Savn og Lidelser, Pu f og Mishandlinger, ved m an jo ikke, men i alt Fald tog han i en mærkelig F a rt lille Dummepeter ved Haanden og sagde saa mildt, at Drengen fo rund ret m aatte se op paa ham : »Kom, mit Barn — vi m aa derind! Jeg er kommen tjl Byen for din Skyld og havde næ r glemt det!« En kvalm Luft slog dem i Møde, da de aab- nede Døren, og et Øjeblik fo’r den ny Præst næsten lidt tilbage, for han var endnu ikke vant til den Luft. Men en Gang skal jo være den første, og saa stod han derinde. Der var lavt til Loftet, saa han maatte dukke sig under Bjælkerne, tykt Snavs paa alle Ruderne, saa Solens Straaler kunde ikke trænge ind og lyse lidt op, tom t og usselt i hver en Krog, og midt i al Elendigheden sad en sjusket Kone og saa gnaven ud. Langsom t og tvært rejste hun sig op med et Ansigt, som sagde, at nu vankede der Bebrejdelser og Formaninger, men dem trængte hun ikke til. Dem tænkte den unge Præst nu imidlertig heller ikke paa. Han rakte hende blot sin Haand og sagde uden Omstæn­ digheder : »Jeg er den ny Præst og komm er for at bede, 0111 Deres Dreng maa følge med til Præstegaar- den og spise med mig. Vi h a r truffet h inanden ude paa Gaden, vi h a r snakket lidt sammen, og jeg h a r faaet Lyst til at snakke lidt mere med ham. Det er en helt køn lille Dreng!« Det gav et Sæt i Konen af Forbavselse. Hun svarede ikke, men gav sig med et tvivlraadigt Ansigt til at glatte lidt paa Dummepeters Lap­ per og Laser, og det tog Præsten for Samtykke. Nok en Gang rak te han hende Haanden, og borte var baade han og den ny Dreng og Dummepeter. »Naa, Knægten begynder nok at komme i fint Selskab!« mum lede hun og saa ud, som vidste hendes Ansigt ikke rigtig, 0111 det skulde være glat eller galt. Men i det samme fik hun Øje paa noget skinnende, som var blevet til­ bage i hendes Haand, da Præsten sidste Gang slap den, og saa vidste Ansigtet, hvad det skulde — det blev glat. »Den ny Præst er en skjøn Mand!« sagde

- 113 -