Spejlet

Dertil nikkede den ny Dreng, for straks at vise, at han syntes om det, og dermed var Aftalen gjort. Det skulde være et Stykke af en ganske al­ mindelig Søndag og blev en hel Højtidelighed. Da den gamle Landsbykirkes Klokker ringede sammen, strømmede Folk sammen fra alle Kanter, rige og fattige, store og smaa. Allesam­ men vilde de høre den ny Præst, for han var en skjøn Mand at se til, syntes de. Rigtignok havde de jo hørt ham den forrige Søndag, men det var saa længe siden, at de havde glemt det. Saa skinnede Midsommersolen igen ind ad de høje, spidsbuede Vinduer, og Præsten stod paa Prædikestolen. »Jeg har en Historie at fortælle!« sagde han. »Der stod en ung Præst paa sin Prædikestol. Han talte om, hvor Gud er god, og hvordan Menneskene skal være gode som Godheden selv. De, der har Noget, skal dele med dem, der Ingenting har, de, der er stærke, skal tage med nænsomme Hænder paa dem, der ikke er det, og være Styrke for dem. Den unge Præst havde siddet i sit stille Studerekammer og vejet hvert eneste Ord, han talte, han havde studeret de hedste Mønstre og syntes, det var blevet en Tale, der var lykkedes ham. Menigheden sad nedenfor ham og syntes, det var kjønt at høre paa, en rar Tale at lytte til, naar man sad hyggeligt og godt i sin Stol. Og da den var endt, gik de Allesammen hjem igjen, Præsten og Menigheden, og var forstandige Mennesker og levede deres daglige Liv, som de plejede, for Talen var Et, Livet noget Andet. Men i Kirken havde der siddet et Barn og hørt hvert eneste Ord og gjemt det i sit Hjærte, for det troede, det var Alvor. Derfor gik Barnet ud fra Kirken og gjorde, eftersom det havde hørt, somme Tider maaske lidt uforstandigt, fordi det havde ikke bedre Forstand, somme Tider maaske lidt ubesindigt, fordi det ikke havde mere Erfaring, men det gjorde det Altsammen for Alvor. Det tog sine Klæder af og gav deraf til den, der ingen havde, men Folk rystede paa Hovedet og sagde, at saa slemt var det dog ikke ment, og man kan ogsaa faa for meget af det Gode. Det gav, hvad det havde, somme Tider, naar det ikke havde Noget, ogsaa Lidt af det, Andre havde, hort for Ingenting, men det kunde Folk ikke lide. Det kunde dog aldrig være Meningen, sagde de, for der skal Noget for Noget, og de begyndte at blive vrede paa det taabelige Barn. Saa førte de det til den unge Præst, for at han skulde tale alvorligt med det, men det var saa underligt, for hver

Konen, snappede en gammel Klud og gav sig til at gnide Ruderne med den. Lidt lysere blev det i den snavsede Stue, da den unge Præst havde været der og var gaaet. Oppe i Præstegaarden lyste det ikke mindre op. Dér sad den unge Præst ikke længere alene — han havde faaet hele to Gæster. Rigtignok var de ikke større, end at de begge to til Nød kunde gaa for en, men to er dog altid to og dobbelt saa fornøjelige som en. Og fornøjelige var de. Dummepeter spiste, som om han ikke havde faaet Mad en hel Dag, for det havde han ikke, og straalede over hele Ansigtet der­ ved. Den ny Dreng straalede, fordi Dumme­ peter straalede, og den ny Præst straalede, fordi de begge to straalede. Det var straalende alt sammen og lyste svært op i Præstegaardens Stuer. Bag efter gik de ud sammen. Om Formid­ dagen var han gaaet fra Gaard til Gaard, nu gik han om Eftermiddagen fra Smaahus til Smaahus, fra fattige Steder til fattige Steder. Dummepeter var med for at vise Vejen, for den kendte han , og den ny Dreng var med for at lære fra sig Kunsten at dele, for den kendte han. Men den ny Præst var ogsaa en lærvillig Elev, og hvor han kom, og hvor han gik, blev der delt retfærdigt og forsvarligt. De, der boede paa de fattige Steder, havde hver sine Smaasorger og Bekymringer, hver sin Møje og sin stille Kamp for Livet. Dem delte de ærligt med den unge Præst, mens de sad og passiarede med hinanden. Og Præsten — ja, hans Haand fandt kun lidt at dele ud af, men hvad den fandt, delte den gærne med dem — og hans Læbe havde mangt et kærligt, trøstende Ord, hans Hjærte mangen en venlig Tanke med klarende Raad og Vink, liere, end han selv nogensinde før havde vidst. Det delte han altsammen gavmildt ud af, og alle Vegne, hvor han kom, og hvor han gik, blev de fattige Steder lysere derefter. Det blev en fornøjelig Gang, og den gik videre og videre, ud fra Byen og Sognet rundt. Med den gik baade den Eftermiddag og den næste, og den næste og den næste igen, for i den By og i det Sogn var der mange liere Smaahuse og fat­ tige Steder end veldrevne Landbrug og ordent­ lig indrettede Gaarde. Og paa den Maade blev det Søndag igen. »Kom kun i Kirken!« sagde den ny Præst til den ny Dreng. »Men snak ikke om Tante Line, for det vil hun ikke blive glad ved. Naar jeg siger noget, som Du kan lide, kan Du nikke, saa ved jeg Besked, og saa forstaar vi to hin­ anden !«

- 114 —