Spejlet

for, og det gik langsom t fremad, for gode Ven­ n e r m aa jo dog vexle et Haandslag og skilte et Ord m ed hverand re, fø rend de skilles fra en Time, der h a r sam let dem. Derfor varede det en Stund, førend h an naaede K irkegaardsporten , og da h an endelig kom saa vidt, stod Sogne- raadsfo rm anden der og spæ rrede Vejen to r ham . »Vi h a r talt sammen, Hr. Pastor, vi Gaard- mænd, der h a r Noget!« sagde han . »Det bæres os for, det va r Synd, at en bitte sølle Knægt som denne he r Dummepeter, de ka lde r ham , skulde blive ved at løbe 0111 som saadan t et sølle Udskud, h an nu h a r været i saa mange Aar, altfor mange, k an jeg tro. Vi h a r lavet en lille Offerdag, saadan paa vor egen Haand , og hvis Hr. Pasto ren nu vil tage mod Offeret og bruge det paa det Bedste for den bitte Knægt, saa faar Di saa mange Tak!« Med de Ord trak Sogneraadsform anden et stru ttende Lomm etørk læde frem to r han kjendte jo nok til, hvo rdan det skal gaa for sig, n a a r der ofres — og lagde det i Præstens Haand. »Klædet faar jeg tilbage ved Lejlighed!« føjede han betænksom t til, for Maade skal der være med Alting. Og saa gik det, som det va r gaaet engang før. Der strømmede noget Varm t til den unge Præsts Hjærte, han saa op paa Sogneraadsfor- m anden m ed en fugtig Glans i sine Øjne og rak te ham sin Haand. »Tak!« sagde han , og det var Ord nok. Flere behøvedes der ikke, følte de begge to. Saa vendte den ny P ræst sig 0111 . Hans Blik gled søgende hen over alle de Mennesker, der stod omkring ham , og da h an fik Øje paa en lille 7 Aars Pu rk , saa lille, at h an havde været lige næ r ved at blive borte imellem dem, gik h an hen til ham og tog ham ved Haanden. »Vi følges ad, vi To!« nikkede h an til Afsked til hele Menigheden. »For h a n h a r lidt at lære af mig endnu, og jeg h a r m ere at lære af ham e n d n u !« Det Første kunde de nu Allesammen saa godt forstaa, men hvad en saa skjøn Mand, baade til at tale og til at snakke med, skulde kunne lære af saadan en Stump Knægt, det kunde de dog ikke rigtig faa i Hovedet endnu. Naa, komm er Tid, komm er Baad, og de faar det maaske endda tilsidst, 0111 ikke i Hovedet, saa i Hjærtet. Og saa gik den ny Præst og den ny Dreng bort, Haand i Haand.

Gang den unge P ræst begyndte at tale alvorligt til det, saa Barnet lige saa alvorligt op paa ham og mød te ham med hans egne Ord, som baade h a n og de Andre havde syntes, var baade k jønne og gode og sande. Og hele Tiden saa B arnet ganske fo rund re t paa ham , som om det vilde spørge, om det da virkelig ikke havde væ ret Alvor, hvad h an selv havde sagt. Det Blik og det Spørgsmaal kunde den unge P ræst ikke staa for, og h an blev helt usikker overfor det. Han syntes jo nok, at Barnet havde baaret sig lidt barnagtigt ad, baade paa et P unk t og paa et andet, m en fra hele dets Fæ rd lød der til ham en alvorlig Tale uden Ord, og den g jo rde h am urolig, for h a n forstod den ikke rigtig. Men det følte han , det va r hans Liv 0111 at gjøre, at h an kom til at forstaa det. Derfor gik h an ud m ed Barnet og læ rte Alvor af det, uden at det selv vidste af det. H an prøvede som det at gjøre efter sine egne Ord og vejer dem ikke i sit stille, ensomme Studerekamm er, m en i det larm ende, mangfoldige Liv selv. E ndnu er det kun lidt, h an h a r læ rt deraf, m en h an vil blive ved at lære af Barnet, mens Dagen gaar, og han vil tale derom , Søndag efter Søndag, til Hver, som vil høre derpaa!« Den ny P ræ st tav et Øjeblik, men nede i K irken sad der et B arn og nikkede, og saa blev h an ved. Han talte 0111 Kunsten, et Menneskes største Kunst, at tale, som det tro r, og leve, som det taler. Han talte 0111 Verdens Alvor, der g jø r Bet og sætter Skjel mellem Menneske og Menneske og sikrer enhver hans Plads i Livet — den er nødvendig, m en den havde B arnet endnu ikke lært. Og han talte 0111 Kjær- lighedens Alvor, der sletter Skjel og Grænser ud og g jø r Menneskene til E t — den havde de store, alvorlige Mennesker glemt, men den var i Barnets Uskyldighed. »Hold fast paa Din Alvor i Verdens T rav l­ hed, Du, som vil hø re mig,« sagde han , »og tak Din Gud, fordi h an h a r læ rt Dig den. Men bevar Barnet i Dig og uden om Dig, for Du behøver det. Lad det ikke gaa tabt, men be- skjæ rm det, se til det og læ r af det, for det er Algodhedens Alvor selv, der taler til dig uden Ord g jennem Barnets uskyldige Færd.« Der gik som et dybt Aandedrag gjennem Kirken, da den ny P ræ st ho ld t op at tale, for Menigheden syntes, det var en hel ny Historie, de havde siddet og hø rt paa, en Historie, der gik dem ind paa Livet og ikke rigtig va r til at slippe m ed det Samme. Men da han gik ud af Kirken, var det Venner og Bekjendte, som gik foran. De stod og ventede paa ham uden ­

— 116 —