Spejlet

Gid vi var saa vidt! Professoren tager igen fat med Modellerpinden paa Carit Etlars Oldingehoved. Fra Atelieret i den gamle Gaard kommer jeg ud til Broncestøberiet, hvor der arbejdes travlt paa Statuen; i Bronce bliver den dobbelt saa stor som Gibsmodellen. Brudstykkerne minder, som de ligger mellem de blnseklædte Arbejdere, om en parteret Gulliver i et Lilleputternes Land. — Men naar Absalon kommer paa sin Plads, vil han ikke virke drabelig, siger Hr. Rasmussen og støtter sig til Hestens Mule; Hovedet staar som en Det ved jeg ikke nøjagtig. Men han bliver ikke let at løbe af Landet med. Det Bagben, De ser der, vejer to Tusind og seks Hundrede Pund. Hele Statuens Vægt kommer til at hvile paa Bag­ benene; igennem hvert af dem gaar en Staalkærne paa femten Hundrede Pund, som jeg har forskrevet fra Bofors. Hesten skulde nødigt synke i Knæ som den paa Kongens Nytorv — det er der nu ingen Fare for, Staalkærnerne bærer den sagtens, og Halen kommer til at fjedre . . . herinde kan De se Maskinerne, som Absalon er forstørret med. Et meget simpelt og meget sindrigt Apparat be­ tjenes i Sidelokalet af en Ciselør; det mærkbareste ved det er to Staaltappe, af hvilke den ene glider henover en Statuette, den anden over en stor, vaad Gibsklump, der efterhaanden begynder at antage Statuettens Form, blot fem Gange større. Det er Gustav Vasas Hoved. Paa samme Maade har vi behandlet Absalon Stykke for Stykke i Ma­ skinen, før Formene blev lavet efter Gibsen, og Broncen blev hældt i dem, og de blev brændte og afsvalede og skilte igen. Saadan en Statue gaar gennem mange Hænder. — Det gør den nok! Oppe paa Arkitekt Nyrops Tegnestue under det nye Raadhus’ Tag — det er en hel lille farefuld Elevatorrejse derop er det Fodstykket til den, lille Klippe midt i Værkstedet. — Hvor meget mon han vejer? D a Københavns Politi omordnedes i Juli 1868 , indførtes alle de Nyindretninger, som paa det Tidspunkt var til Raadiglied. Opdagelsespolitiet, der stod under Ledelse af den bekjendte Inspektør H er tz , tog strax Foto- gratien i sin Tjeneste. Fotografiens Kunst var den Gang endnu lidet udviklet. Man stod herhjemme endnu paa det Stadium, at man anvendte den nu med et Smil be­ tragtede Daguerreotypimetode. Politiet gik ikke rationelt frem, det portræterede de Mænd og Kvinder, der havde indlagt sig en Art herostratisk Berømmelse, og det indregistrerede i

der koster Bryderi. Gibsmodellen til det staar paa et Tegnebord. — I hvad Slags Sten skal det hugges? Den nederste og øverste Del bliver Granit, Midterstykket af Munkesten. — Hr. Nyrop gaar rundt om Modellen og forklarer, ivrigt og elskvær­ digt. Det Baand her forneden med de stiliserede Bølger og Fisk er Øresund, som Absalon rider ned til for at se efter Venderne. Hesten stejler, idet han holder den an . . . Det er Sild, der er i Bølgerne. De ved nok, der var saa mange Sild paa Absalons Tid? Jeg tror nok, nu De siger det, at jeg har læst noget 0111 det. — Jo, det var Absalon, der sagde til et fremmed Folk, at om de allesammen vilde give sig til at lave Tønder, skulde hans Herre være Mand for at fylde dem med Sild. — Hvordan kommer Inskriptionen deroppe til at lyde? — Hvorfor siger De Inskription? Indskrift er meget bedre. Den lyder saaledes: * 1128 Absalon 1201 f Han var modig, snild og fremsynet, en Ynder af Lærdom, med ren Vilje, Danmarks tro­ faste Søn. — Hvem har komponeret Indskriften? — Hvorfor siger De komponeret? Lavet er meget bedre. Det har Ingen — den er kommen frem saa­ dan lidt efter lidt. Som den Sprogrenser Arkitekt Nyrop er, har man vist Lov at gætte paa, han har været med til at lave Indskriften. — Naar nu blot den svenske Skrue snart var forbi, siger Hr. Nyrop, idet han følger mig ud — saa vi kunde faa Absalon at se paa Højbro. Om Absalon er ment saaledes, ved jeg ikke, men han vil paa sin stejlende Ganger komme til at ligne en ædel Herold, der sprænger frem for at indvarsle en ny Tid for København: en Handlin­ gens Tid. Hnagen Falkenflelh. sit »Forbryderalbum« væsentlig de Folk, der kunde antages at have kriminalhistorisk Interesse, fordi de havde begaaet store Forbrydelser. Tanken om at bruge Fotografiet til Gjenkjen­ delse i Gjentagelsestil fælde var vel til Stede, men praktisk lidet udnyttet. De Forbrydere man portræterede var som denne: Hans Billede, der er indrammet i den fra vore Bedsteforældres Vægge kjendte sorte Glasramme med Guldindfatning, er taget paa en for Øjet blæn­ dende Sølvplade, der i de fleste Stillinger overfor Lyset virker som Spejl. Kun naar Fotografiet holdes i en bestemt Vinkel, faar man Portrætet

Naar Forbrydere fotograferes.

—10 -