Spejlet

Den Vinter blev lang, længere end nogen af de fireogtyve, der var gaaet forud, og da de stod saa nær ved deres Maal, var det dem næsten ufatteligt, at de kavde kunnet bolde saa længe ud i Kælderen. De var ligefrem led ved Byen-. Ole bandede Cyklernes og de elektriske Sporvognes Klokker, Maren kunde ikke høre en Lirekasse uden at holde sig for Ørerne, og det stadige Skænds- maal med Husets andre Madammer om, hvem der skulde have Vaskekælderen, tog formelig paa hende. »__ Nej, det er s’gu paa høje Tid, man kom­ mer paa Landet«, sagde Ole, »ellers glemmer man rent at rette Ryggen herinde i den for­ bandede By!« »Ja, Fix, det gamle Skind, kan saamænd og- saa trænge til at faa det lidt godt«, sagde Ma­ ren, »han gøer jo Sjælen ud al Livet hei mel­ lem alle de Mennesker!« Men forresten var de opfyldt af Forventnin­ gens Glæde og navnlig optagne af Haven. Alt det, der skulde være i d en Have, det var utro­ ligt, og mens Ole og Maren altid før havde sovet, saa snart de lagde sig, laa de nu mangen Aften og talte saa ivrigt 0111 , hvad de skulde dyrke ude paa »Aldershvile« — saadan havde de døbt Stedet — at man skulde have troet, det var et Par Vegetarianere, hvis Gemyse- Fantasi løb løbsk. Over hver Plet af Haven var der allerede forlængst disponeret, da Maren en Aften pludse­ lig udbrød: »Ole, tror du ikke, der kunde blive Plads til Agurker?« »Nej, det tror jeg s’gutte — hvor skulde det være?« »Jeg mente nedenfor Verandatrappen, i den Trekant op til Huset.« «Er der Sol?« »Ja, det er jo imod Syd.« »Men der vilde Du jo have et Par Blomster, synes jeg, Du har talt 0111 ?« »Ja, jeg har saa, men Agurker er dog en rar Ting.« »Nej, saa skulde det da hellere være Rod­ beder«, menle Ole. »Rødbeder er en nydelig Spise baade til Flæskesteg og til Sylte.« »Aa, ja, det er det ogsaa — men saa tror jeg

Søndag Eftermiddag gik Ole og Maren altid ud, klædt i deres Stadstøj, Ole et halvt Skridt foran med en Skævbrænder af Cigar i et langt Rør, Maren selvfølgelig bagefter med en tom Taske i Haanden. De første Aaringer, de var gift, gik Turen sjelden eller aldrig længere end til Frederiks­ berg, men da Bedriften voksede, og da de end- ogsaa saa deres Regning ved at holde eget En­ spænderkøretøj til at hente Varerne paa Torvet og bringe dem ud til Kunderne, gjorde de om Søndagen længere Udflugter i Kjøbenhavns Om­ egn, og paa saadanne Ture passerede de ikke en Villa uden at tænke sig Muligheden af, at Vil­ laen var deres, og uden at drøfte dens Fortrin og Mangler. — Da de havde haft Kælderen i 20 Aar, stod der saa meget paa deres Konto i Sparekassen, at de egentlig godt kunde have opgivet Forret­ ningen, men dels havde de nu engang bestemt at holde ud i femogtyve Aar — og hvad man har bestemt, det har man bestemt — dels var de enige om, at man endelig ikke maatte for- baste sig med at vælge Grund og Hus, men skulde se sig godt for og være meget forsigtig. Og saa tilbragte de da i nogle Aar bogstave­ lig Søndagen med fra Enspændervognen som Udgangspunkt at se paa Villaer — saa paa dem fra Kælder til Loft, spurgte om Prisen, tingede og stillede Betingelser, men købte alligevel ikke. Tiden var nu ikke gaaet sporløst hen over Kælderhjemmet. Ole var bleven noget krum­ bøjet, og Maren var ikke bleven kønnere med Aarene — hun lignede nu nærmest et umodent Æble, der har ligget og slaaet Rynker; selv Oles Hund, en grim lille Køter, der hed »Fix« og altid sad ved Nedgangen til Kælderen og gøede ad Kunderne, var bleven hæs, og Marens Kanariefugl, der ikke vidste, hvad Sol var, gav kun et Gammelmandspip fra sig, naar den fik et Par kasserede Salatblade stukket ind mellem Gitteret. Endelig følte Ole og Maren, at der maatte handles, 0111 det overhovedet skulde blive til Noget, og efter at have set og drøftet, regnet og tinget i det uendelige købte de virkelig et Sted med en lille — ganske lille — Have, der laa ved en navnløs Bivej til en døbt Bivej ude i Gjentofte. Det var om Efteraaret, det store Skridt blev gjort, men før til Foraaret skulde de ikke flytte ud.

ligegodt, jeg bliver ved Blomsterne.« »Ja, gør du det, Maren. Godnat!« »Godnat, Ole!«

Fortsættes.

— 138 —