Spejlet

Tre Billeder fra „Livsens O ndskab“s Rejse til Karlsbad. - Af G u s t a v W i e d . - Med T egninger af L o u i s M o e .

Wintergarten «.

D e sad, Clausen og Knagsted, i Wintergartens uhyre Rum ved et Bord oppe paa »Ter­ rassen« og indtog deres Hamburger Huhn å 5 Mark pr. Høne. — Salen laa i Halvmørke, 1 æppet var oppe, og rundt paa Scenen boltrede sig »Die zwei Polas Exentrics«, rev Ører og Næse af hinanden, flaaede hinandens Klæder i Laser og traadte hinanden midt i Ansigterne — alt til Publikums udelte Tilfredshed . . . En yngre, velklædt Herre kom hurtig gaaende hen mellem Bordene. Lige ud for det Bord, hvor de to Venner sad, standsede han pludse­ lig; og uden at sige et Ord lod han sig falde ned paa en Stol, smed sig med Armene ind over Dugen og skjulte Ansigtet i Hænderne. Idetsamme gik Tæppet ned, Salens elektriske Lamper tændtes paany, og Bifaldsklappene ras­ lede som et Hagelvejr gennem Rummet . . . Overlæreren skævede om mod den sælsomme unge Mand, der nu sad oprejst med Hovedet støttet i den ene Haand. Han syntes ikke at ændse Larmen, Lyset og Menneskene omkring sig; sad hare og stirrede ud i Luften med nogle underlige store, glansløse, graa Øjne. Under­ tiden bøjede han Kroppen krampagtigt sammen og bed sig i Underlæben. Det saa ud, som om han gjorde Vold paa sig for at beherske en frembrydende Latter eller Graad. Clausen rykkede uvilkaarlig nærmere hen til Knagsted. — Det var da en uhyggelig Bordfælle, vi dér fik! hviskede han. — Ja—a; men Du kan jo lade være med at se paa ham, sagde Tolderen.

— Han maa jo være gal! hviskede Clausen Skal vil ikke hellere flytte os? Nej, sagde Knagsted — han interesserer mig . . . Sangerinden nede paa Scenen skreg op, saa det rungede, slog ud med sine brune, juvél- prydede Armé og vrikkede frem og tilbage over Scenegulvet paa sine højhælede Sko . . . Saa standsede hun pludselig midt i et Vers, slog det ene Ben højt op over Hovedet og ned igen og op igen og ned igen i sindssvag Hast og løb ud. — Publikum jublede. Damen kom ind og slog en Saltomortale. — Publikum skreg. Og hun kom atter ind og slog to Saltomortaler, medens hun samtidig intonerede Juvélarien af Faust. — Og Publikum hvinede af Henryk­ kelse . . . Den unge Mand havde ikke et Øjeblik haft sin Opmærksomhed henvendt paa, hvad der

Tæppet gik atter op. Ly­ set i ,Salen dæmpedes. Og »die creolische Sängerin, Miss Marcaschani« begyndte at slaa sine krafthøje Triller. I samme Øjeblik brast den Fremmede ud i en høj, fnisende Latter: Haa, haa, haa—aa! sagde han, men slog saa en Haand haardt ind mod Munden, saa at Resten af Latteren druknede i en halvkvalt, kriblende Fnisen.

— 139 -