Spejlet

Landsbybørn.

— Med T e g n in g e r a f E r i k H e n n i n g s e n .

E t L iv s R o m a n . — Af S o p h u s B a u d i t z .

(Fortsættelse). ser jo anderledes baade paa Vejret og paa Til­ værelsen overhovedet, naar man først er bleven Agrar. Det blev imidlertid ikke Regn, det blev Sol­ skin, og Ole og Maren tilbragte en stor Del af Søndagen inde i »Lysthuset«, et grønmalet Kæmpefuglebur, om hvis Tremmer der stod et Par tungsindige Elmetræer, der saa ud, som de fortrød, at de havde indladt sig paa at vokse. De enkelte Søndagsgæster, der forvildede sig ind paa Bivejen og kom forbi »Aldershvile«, betragtede Ægteparret med hele den besiddende Stands Foragt for deres jordløse Medmennesker. — »At de Kjøbenhavnere saadan gider jage herud om Søndagen!« sagde Ole forarget. »Ja, de maa jo da imellem se lidt Grønt«, sagde Maren undskyldende. »Aa, ja, saagu, det kan der være noget i«, indrømmede Ole og saa uvilkaarlig mildere, men afgjort medlidende paa Kjøbenhavnerne. — Nu begyndte det at komme op i Haven — Karse og Radiser, Persille og Gulerødder — men samtidig med disse Vidner 0111 en højere Kultur pippede Planteverdenens ubudne Prole­ tarer frem: Agerkaal og Løvetand, Vejbred og Hyrdetaske. »Dem skal jeg nok klare«, sagde Maren og begyndte at luge, »det er jo en ren Plaser at luge, naar det er Ens egen Have!« Og Maren lugede, lugede, saa hun svedte ved det. Rigtignok gik der i Begyndelsen af og til en Radise eller en ungdommelig Gulerod med i Løbet af en Fejltagelse, men det gjorde ikke noget, for der var nok af dem. Værre var det, at Kvikgræsset, som Ole jo allerede ved Gravningen havde haft sine Be­ tænkeligheder ved, nu for Alvor begyndte at tage fat. Maren kunde have renset Bedene aldrig saa fint 0111 Aftenen: næste Morgen var der nye, næsvise Skud af Kvikrødderne oven Jorde. Saa maatte Ole tage fat. Det blev en formelig Kamp mellem ham og Kvikgræsset, og havde han forsigtigt faaet en rigtig lang Udløber gra­ vet op, kunde han betragte den med en vis grum Glæde. »Ja, havde jeg bare de Kvikker udryddet,« sagde han, »saa var det en ren Fornøjelse at holde Have! — Naa, til næste Aar skal jeg nok have Krammet paa dem!« Maren havde den Sorg, at hendes Geranium gik ud.

I det tidlige Foraar, midt i Marts, flyttede de itd efterat have afstaaet Forretningen og En­ spænderen til en solid Mand fra Christianshavn. Alt deres Bohave var stuvet ind i en Flytte­ vogn; selv tronede de paa Bukken af den, og Fix sad mellem Benene paa Ole og gøede ad alle, de mødte, mens Buret med den lyssky Kanariefugl, og en Geranium, der aldrig havde blomstret, stod paa Skødet af Maren. — Der blev noget at tænke paa, og noget at tage fat i ude paa Aldershvile! Møblerne, de havde, forslog hverken helt eller halvt i de mange Bum, og saa maatte de til Byen at købe nye. Hos en Marskandiser fik de, hvad de ønskede, og Ole havde Spendeer- bukserne paa og købte Luksusgenstande som et Dameskrivebord paa tynde, skrøbelige Ben og et Par Portrætter i rigtig Oliefarve — dem fik han grumme billigt, for Marskandiseren vidste ikke, hvem det var, de forestillede, men derfor pyntede de jo lige godt paa Væggen. »— Bare man nu snart kunde komme til at bestille noget i Haven«, sagde Ole, men dels havde han foreløbig nok at gøre inden Døre, dels var det et ualmindelig vaadt og koldt Foraar, saa det var ikke til at faa Jorden i Tale. Foreløbig maatte han derfor nøjes med at studere i en gammel Havebog og i et Erfur- ter Gartnerkatalog, hvor han navnlig svælgede i de latinske Navne, og i Fremtiden saa han hele sin Strimmel Jord som en stor, bugnende Køkkenhave. Endelig begyndte det da at blive Foraar, Vandet trak sig i Jorden, og Mulden skørnede. Ole gravede Haven og havde jo nok sine Be­ tænkeligheder ved de mange Kvikrødder, han traf, men han satte alligevel trøstig Bedene af, — de fleste af dem blev kun et Par Alen lange — traadte Gangene til, rev, saaede og klappede. Maren indrettede sin Blomstertrekant neden­ for Verandatrappen: der blev lagt Pralbønner og saaet Beseda, siden skulde der sættes Bal­ saminer og Bævehale, og den gamle Geranium, hun havde bragt med fra Byen, blev plantet ud midt i Bedet. — »Bare, at vi maatte faa Regn!« sagde Ole den følgende Søndag, »det trænger vi svært til!« »Ja, hare vi maatte!« sagde Maren. Hidtil havde de nærmest betragtet det som en personlig Fornærmelse, naar Vorherre havde ladet det regne over dem en Søndag, men man

I