Spejlet

»Nej, saamænd«, indrømmede han. En tør Periode paa et Par Uger bragte igen Humøret op : der maatte vandes. Og Ole og Maren vandede og vandede, det gik Timerne storartet med, men saa kom der Regn — mer end nok — nu var det umuligt at blive ved med at vande. Ole gabede Dagen igennem, han blev utidig og sov til Middag paa Formiddagen, og Maren lagde med Bekymring Mærke til, at han somme­ tider stak to, tre Snapse under Vesten til Fro­ kosten og fire, fem til Aftensmaden, blot fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulde tage sig til. H un begyndte nu forresten ogsaa at kede sig. Kom der tilfældig en Gang 0111 Maane- den en Lirekasse i Nabolaget, foer hun afsted for at fryde sig ved dens Toner, og hun greb sig selv i at ønske, at hun havde nogen at skændes med 0111 sin egen Vaskekælder. —»Man savner s’gu lige godt at tage en Tur ud paa Landet 0111 Søndagen«, sagde Ole'en Aften. »Ja, men du er jo da ellers paa Landet«, indvendte Maren. »Ja, jeg er saa.« — »Skal du luge imorgen, Ole?« »Hvad skulde jeg luge — der er jo ikke Pille Ukrudt i hele Haven!« Saa sad de en Timestid og saa ind ad Kjø- benliavn til. Det blev mørkt, og den store By laa og lyste for Ole, som den havde gjort det i hans Barndom — han faldt i Tanker. — »Gud skal vide, 0111 der er mange paa Frederiksberg iaften«, udbrød Maren pludselig, »Det er der sgu nok«, svarede Ole med et Suk. »Det er jo ogsaa en nydelig Aften at være saadant et Sted.« — »Skal Du ikke i Seng, Ole?« kom det efter en Pause. »Nej, ikke lige nu.« »Hvor kan det være?« »Aa, jeg har ohselveret, at jeg lige kan se det øverste af Raketterne i Tivoli her fra Bæn­ ken, og naar de første futter af, veed jeg, at Klokken bestemt er Elleve; saa stiller jeg mit Uhr efter det — det er saa behageligt at vide, hvad Klokken er.« »Aa, ja — Godnat, Ole!« »Godnat, Maren!« Fortsæltes.

»Det var dog mærkeligt«, sagde hun, »jeg havde saa bestemt troet, at den vilde sætte Blomst, naar den kom ud i det Fri!« Gartneren, der boede skraas overfor dem, er­ klærede imidlertid, at det var rimeligt nok. »Man kan altid tage en Frilandsvækst og plante ind,« sagde han, »men naar en Plante har staaet længe i Potte og saa bliver plantet ud, saa gror den i Reglen ikke.« Naa, Maren plantede en Fuchsia i Steden for Geranium’en, og Trekanten kom efterhaanden til at se ud som en rigtig [pæn lille Familie­ begravelse. — »Det var den Sommer!« sagde Ole, da han kulegravede Haven 0111 Efteraaret. »Ja, det første Aar kan man jo aldrig regne, men jeg skal nok mønstre Kvikkerne til næste Sommer, for nu nakker jeg de fleste af dem, og Resten bitter jeg ved Foraarsgravningen.« Vinteren gik godt, Ole og Maren laa i Hi. De havde begge to saa megen Søvn og saa megen Hvile til Gode for mange Aar, at de uden Vanskelighed drev det til at sove fjorten, femten Timer i Døgnet. Ole læste Aviser og »Ugens Nyheder« — og han læste grundigt — Maren lavede Mad con amore og strikkede Strømper — utallige Strømper — og inden de rigtig vidste af det, var Foraaret kommet og Haven tilsaaet. Og Ole fik Ret: han havde virkelig mønstret Kvikrødderne. Det var ham da ogsaa en stor Triumf — i Begyndelsen — men da en Maaneds Tid var gaaet, var det alligevel med en vis Til­ fredsstillelse, at baade han og Maren opdagede et enkelt lumsk Græsstraa inde i et Bed, og var der flere paa een Gang, kastede de sig begge to over dem med Lugegaflerne for dog at have lidt at bestille. Søndagene begyndte at blive noget trange. Ole stillede sig gerne med en Pibe i Munden op ved Laagen ud til Bivejen og saae langt efter et kendt Ansigt, men der kom Ingen, og Fix sad ved Siden af og ventede forgæves paa nogen at gø ad. — »Jeg synes aldrig mere, Du pynter Dig 0111 Søndagen, Maren«, sagde Ole en Dag. »Hvorfor gør Du ikke det?« »Aa, hvem skulde man egentlig pynte sig for?» svarede Maren.

— 164 —