Spejlet

Maren, hans egen, ægteviede Hustru, saaede ligefrem Ager­ kaal, som hun havde taget fra Kanariefuglens Ædeglas, saaede det rigtig om­ hyggeligt mel­ lem Persille og Spinat, Gulerød­ der og Kjørvel! Ole sagde ikke

et Ord, og Ma­ ren heller ikke, men fra det Øje­ blik gik han og ventede paa, at hun skulde komme med et Forslag, og hun ventede paa, at h an skulde gøre det. Ingen af dem vilde imidlertid sige det første Ord, og saa led Tiden med Gaben og Utidighed, med Surmulen og Smaasnapsen. Hver Aften sad de begge to paa den lille Bænk udenfor Huset og saa ind mod Kjøbenhavn, og hver Søndag Aften stillede Ole omlryggeligt sit Uhr efter de første Raketter. Fix døde. Den havde været hel underlig i længere Tid, havde siddet og hevet Dagen igennem nede ved Laagen og havde sukket saa melankolsk, naar den 0111 Aftenen laa ved Fødderne af sin Herre, og ligesom han saa ind ad Byen til. Dyrlægen havde været hentet — han sagde, den led af Fedt paa Hjærtet som Følge af manglende Motion — men hvad han skrev op, havde ikke hjulpet, Fix døde og blev begravet i Marens Trekant under Pralbønner og Bal­ saminer. Ole og Maren sad den Aften, Hunden var bleven begravet, som sædvanligt paa Bænken og var ganske højtidelige. — »Du, Maren«, sagde Ole og tog Piben ud af Munden. »Ja, Ole!« »Jeg vil ikke ligge oppe paa den kedsomme­ lige Gjentofte Kirkegaard, hvor der aldrig kom­ mer et Menneske undtagen 0111 Søndagen — jeg vil ligge paa Vestre Kirkegaard!« »Ja, det kan Du jo ogsaa godt komme til, Ole«, svarede den fredsommelige Maren. Pause. E R IK H EN N IN G SEN »Ved Du, hvad je g vil?« »Nej, jeg ved ikke, Ole.«

(jMUtning.; — Intet Ukrudt, Ingenting at vande; Humøret sank, og Snapsene steg. Maren var ganske paa det rene med, at Ole maatte have noget at bestille, ellers gik lian i Spaanerne — men hvordan skulde man skaffe ham det? Hun spekulerede frem og tilbage, laa tidt vaagen 0111 Natten — hun vidste ikke sine levende Raad. — Ole vilde ikke tro sine egne Øjne, da han en Morgen kom ned i Haven og saa noget smaat, lysegrønt Noget pippe frem i alle Bede. »Hvad kan det dog være!« sagde han til Maren, men Maren kunde ikke sige ham det. Da der var gaaet et Par Dage, var han imid­ lertid fuldstændig klar over, at det smaa lyse­ grønne, der forbausende hurtigt blev stort, var Agerkaal, og han tilbragte derfor en ligefrem virksom Dag med at luge, og var helt oplivet den Aften over at have haft noget at bestille. »Men h v o r den styrtende Masse Agerkaal paa een Gang er kommen fra, det kan jeg sgu ikke begribe!« blev han ved at gentage. »Bare man dog kunde klare den!« Oles Ønske blev opfyldt: han fik Løsningen paa Gaaden. Da han nemlig en otte Dages Tid efter Ager- kaalens mystiske Invasion en Morgen vaagnede meget tidligt, saa han til sin Forundring, at Maren ikke. laa i Sengen. Han gik hen til Yinduet, kigede ud og saa hende i bøjet Stilling nede mellem Bedene. Hvad var det! Lugede hun? — Der var jo Ingenting at luge! Og han ned i Haven, hvor han kom bag paa hende uden at hun mærkede det. Jo, det var en artig Opdagelse!

— 18 -