Spejlet

— »Véd Du, hvad jeg tror, Fix døde af?« spurgte saa omsider Maren. »Nej, jeg ved sgutie.« »Jeg tror, lian døde af d e t, han havde glemt at gø, det gamle Skind.« »Ja, det e r ikke umuligt. — J eg glemmer sgu ogsaa til sidst at gø!« kom det som et uvilkaaiiigt II dbrud . *Saa' er det da ogsaa din egen Skyld, Ole!» »Ja, det er jo ligesom man tager det!« Lang, lang Pause. Endelig fik Maren en lys Ide og benyttede for første — og sidste — Gang i sit Liv Billedsproget. »Ole«, sagde hun. »Ja!« »Kan du huske, hvad lian, Gartneren, sagde i!]or?« »Nej, jeg kan sgutte!« »Jo, den Gang, da min gamle Geranium var gaaet ud!« »Ja, jeg kan ikke huske det endda.« »Jo, han sagde, at naar noget havde staaet i Potte i lang Tid, saa gik det ikke med at plante det paa

E R IK H EN X IN G SEN Otte Dage senere havde Ole solgt Aldershvile, og inden Oktober Flyttedag havde han sat sine Penge i et fem Etages Hus ude ad Vesterbro, hvor han selv har Lejlighed paa Kvisten og er sin egen Vicevært. Nu er Maren igen hver Søndag pyntet, og Ole gaar regelmæssigt et halvt Skridt foran hende med Cigaren i et langt Bør. Om Vinteren kommer de ikke længere end til Frederiksberg, men om Sommeren tager de ud i den nærmeste Omegn, gaar rundt og ser paa Villahaver og glæder sig ved deres Kvist i den store By.

Friland,sagdehan.« »Naa, sagde han det — ja,det kan der 111 aa­ ske nok være noget i.« »Men tror Du saa ikke ogsaa, at Du — og jeg — vi duer ikke til at plantes ud i Gjentofte?« »Ja, vi er jo da ellers oprindelig Frilands- vækster«, sagde Ole, der sindigt men resolut slog over i Marens Billedsprog. »Men vi har været forlænge i Potte inde i Byen!« svarede Maren med Sikkerhed. »Det kan der muligvis ogsaa være noget i!« »Ja, men saa er det vel bedst, vi gør, hvad Du alligevel længe har gaaet og tænkt paa, Ole.« »Hvad er det, jeg længe har gaaet og tænkt paa, Maren?« »Det er akkurat det samme, j eg har tænkt paa, Ole!« »Ja, det forandrer jo Sagen. — Saa mener Du altsaa, jeg skulde tage til Byen imorgen og tale med Prokuratoren?« »Ja, det ved Gud, jeg mener, Ole!«

&

Hermed afsluttes „S P E J L E T ‘

med Tak fo r i Sommer,

190 —

—