Spejlet

den kjønne gamle Historie, som den var vant til at høre. Da var det, at det kom, der fik hele Menigheden til at rejse sig igjen og Op­ mærksomheden til at vaagne paany. Ved Bagerkonens Side sad den ny Dreng, en 7 Aars Purk, med Ansigtet fuldt af Ivrighed og stirrede paa Præsten med et Par store, runde Øjne. Hovedet knejste, og Kroppen var i en stadig vuggende Bevægelse for at Øjnene kunde naa op over Stoleryggen foran ham, saa stum­ pet var han, og saadan sad han med aahen Mund og snappede efter Præstens Ord, som om han vilde sluge dem lige saa friske, som de kom — ganske som han havde sat sig i Hove­ det at beholde baade Præsten og hans Ord for sin egen Mund alene. Det kunde ikke nægtes, at der var baade Iver og Opmærksomhed nok deri, men rigtig paa sin Plads var det ikke overfor den øvrige Menighed, der dog ogsaa havde sin Part i Præsten og Talen, og det var saa meget mindre paa sin Plads, som Drengen jo var helt ny og ingenlunde havde lige Ret med Sognets Indfødte. Ikke desto mindre saa det ud, som 0111 Præsten lidt efter lidt lod sig fange af Knægtens Egenmægtighed. Han kunde ikke faa sine Øjne fra den vuggende lille Skikkelse med det ivrige Ansigt, de stirrende Øjne og den aabne Mund. Hans Tale fik mere og mere et underligt Præg af udtrykkelig at være henvendt til denne uforstandige unge Person, og dog saa det slet ikke ud til, at han var helt tilfreds med saaledes at blive taget til Indtægt af ham — unægtelig var det ogsaa at gjøre vel megen Ære af saadan en Smaating. Som om han med en Kraftanstrengelse rev sig løs fra en Fortryl­ lelse, løftede han tilsidst Stemmen, saa højt over Purkens Hoved ud over hele Menigheden og sagde: »Alt, hvad Livet ejer af kjønt og godt, gav Gud det til Glæde for Menneskene, og først den, der af Hjærtet takker ham derfor, hører det til. Han ser det, og ham skal det glæde, hvor han møder det!« »Det er rigtigt!« lød i det Samme en spinkel men glad Stemme nede i Kirken. »For det siger Tante Line ogsaa!« Der gik et Sæt af Forskrækkelse gjennem Menigheden, alle de roligt hvilende Skikkelser tabte pludselig Roligheden, alle Hovederne drej­ ede sig i en Fart som et mod den syndige lille Person, fra hvem Bemærkningen var kommet, og Præsten saa stift og formanende ned paa ham. Men Ophavsmanden til hele Forstyrrel­ sen, Praas, som han var, blev siddende med en sikker og ubekymret Mine, som 0111 det hele

var ganske i sin Orden, bestandig lige ivrig efter mere af samme. Det var der noget bero­ ligende i, lidt efter lidt vandt Menigheden sin saa pludselig tabte Holdning tilbage, og Præsten fortsatte sin Tale. Sande og gode Ord talte han igjen 0111 Frugten, Guds Godhed skulde bære i Menneskers Godhed mod Mennesker, Menig­ heden hørte nok engang derpaa i sindig Ro, og Drengen sad med sit ivrige Ansigt og slugte Ordene med aaben Mund. »Den, der har meget, skal dele med den, der har mindst!« lød Præstens Ord. »Og den, der er stærkest, skal hjælpe den, der er svagest og være god imod ham!« »Det er lige bestemt, hvad Tante Line siger!« svarede en spinkel Stemme nede fra Kirken, der var en formelig triumferende Klang i den, og den ny Dreng klappede i Henrykkelse Hæn­ derne sammen. Nok et Sæt, stærkere end det forrige, gik gjennem Menigheden, Præsten standsede et Øje­ blik i sin Tale, alle Sognets Folk følte, at No­ get maatte der gøres, og alle Ansigter vendte sig spændte og spørgende mod Skolelæreren, til hvis Bestilling det plejede at høre, at skaffe alle Slags smaa og store Urostiftere af Vejen. Førend imidlertid han eller Nogen havde faaet Tid til at besinde sig derpaa, smuttede Bager­ konen med et ulykkeligt Ansigt ud af sin Stol og forsvandt i en Hast, trækkende efter sig en lille Synder, der aabenbart just ikke havde overdreven Lyst til at rømme Pladsen og gan­ ske forundret saa sig tilbage, som om han ikke rigtig kunde forstaa, at det hele allerede skulde være forbi, nu, da det just gik saa godt. Det var det nu for Resten ogsaa kun for hans Vedkommende, men med den sindige An­ dagt var det helt ude, og da Tjenesten var forbi, og Folk strømmede ud af Kirken, var Forholdet angaaende den ny Præst og den ny Dreng helt og holdent vendt 0111. Der var ikke En, der tænkte paa eller talte 0111 Præsten, men Allesammen talte de i Munden paa hver­ andre. Tænke sig, at saadan en Spirrevip hver­ ken agtede Guds Ord eller hellige Steder, ikke engang havde Forstand paa at lukke sin Mund i Kirken og bruge den bagefter! Saadan kunde en Dreng, der var født i Sognet, aldrig have baaret sig ad, dertil havde han fra en tidlig Barndom haft for gode Exempler for Øje. Det var en slem Dreng, Bagerens der havde faaet, — det blev de enige 0111, og med det Udbytte af den Kirketjeneste gik de hver til sit og slog sig til Ro. Men der var En, som ikke kunde slaa sig

— 20 —