Spejlet

til Ro, og det var den ny Præst. Det var hans første Embede, og han var gaaet ind til det med lykkelige Tanker og lyse Forhaabninger om at vinde sin Menighed i det afsides lille Sogn og bringe den noget Nyt og Godt. Dertil havde han omhyggeligt forberedt sig. Han kom lige inde fra Hovedstaden, hvor Aandens Liv staar i Blomst, han havde flittigt søgt de bedste Mønstre i den Talens Kunst, han skulde øve, °§ gjemt dens Ord baade i sin Hukommelse og i sit Hjerte. De Ord, han idag første Gang havde talt til sin Menighed, havde han vejet og tænkt over i Nætter og Dage, og saa længe han stod ene med dem, havde han syntes, det var gode og sunde Ord, der maatte gaa hans nye Sognebørn til Hjertet. Men da han stod overfor alle de fremmede Ansigter, der vendte sig prøvende og spørgende imod ham, var der kommet en underlig famlende Fornemmelse over ham. De Ord, han havde været glad for, medens han var ene, blev matte for ham selv, da de fik Røst og Mæle, og forgæves havde han spejdet efter et Gjenskin fra dem i Ansig­ terne foran ham. Nu vidste han, at de var faldne virkningsløse til Jorden — Ingen tænkte mere paa dem, det var, som de aldrig havde været talte. Og hvad hans Ord maaske alligevel havde baaret i sig, det havde en stakkels taabelig lille Dreng taget fra dem. Hvad var det dog for en underlig Magt, der havde ligget i det ivrige, lille Ansigt og trængt sig forstyrrende ind paa hans Tanker? Og hvad var det for tossede, meningsløse Ord, han havde sagt og taget hele Menighedens Opmærksomhed i Vold? Hvad skulde ogsaa saadanne Smaafyre, der hverken havde Forstand derpaa eller Sans derfor, i Kirke? Det var ikke uden lidt Ærgrelse og Bitterhed, han tænkte paa den Ting, og det var jo i Grunden saa ganske menneskeligt. Den unge Præst gik urolig frem og tilbage i sit Studerekammer og syntes, han var saa ene og trængte dog saa haardt til at høre en kjærlig og trøstende Stemme. Langt borte sad en ung Pige, som han elskede, og ventede paa, han skulde komme og straalende af Fryd føre sin Brud ind i sin Præstegaard. Han saa sig om den var kun lille og tarvelig, den samme Præstegaard. Men han havde drømt om, at rundt omkring den skulde der staa en lille Flok af Mennesker, som var hans Venner og vilde tage hende ind iblandt sig som deres, og de skulde

lægge Glansen over den fattige Præstegaard. Drømmen blegnede for ham, mens han tænkte paa den, og hans Hjerte blev tungt derved. Det bankede paa Døren, og ind ad den kom Bagerkonen, trækkende efter sig en 7 Aars Purk, som aabenbart ikke havde nogen overdreven Lyst til at følge med og saa spejdende tilbage, som om han vilde foretrække en Vej ad den Kant, hvis den var at finde. Det var Synet fra Kirken, der pludselig dukkede op igjen, livagtig, som det var forsvundet, og den unge Præst blev staaende og stirrede tvivlraadig paa det, lidt uvis 0111 han skulde tage forsonligt eller ærgerligt imod det. ^ »Undskyld, Hr. Pastor, men det er denne lille Knægt, der har forsyndet sig og gjærne vil bede Hr. Pastoren om Forladelse derfor,« begyndte Bagerkonen og saa ned paa Drengen med et ualmindelig bestemt Ansigt. »Det er ikke mig, der vil, for det er Dig!« sva­ rede Drengen og saa med et ikke mindre be­ stemt Ansigt op paa Bagerkonen. »Saa er det da ogsaa den stridigste Knægt, jeg har kjendt. Hvad han vil, det er han ikke til at faa fra, og hvad han ikke vil, det er han ikke til at faa til!« udbrød Bagerkonen og blev ganske rød i Kinderne af Ærgrelse. »I Grunden er han vel ogsaa temmelig lille til at gaa i Kirke!« ytrede Præsten i en mæg- lende Tone og saa lidt nysgjerrig ned paa den korte Person. »Ja, ikke sandt!« samtykkede Bagerkonen vil­ ligt. »Det var ligegodt det jeg sagde, men tror De, Knægten vilde lade sig sige? Nej, han vilde i Kirke, enten det gik saa eller saa, og saa maatte jeg give ham Lov, for at han i det Mindste ikke skulde gaa uden at faa Lov. De maa vide, Hr. Pastor, det er ikke vor egen Dreng, og saa har man jo et Ansvar for saadan En.’ Det er min Søster Lines, og egentlig er det da heller ikke hendes, for det er Ingens. Han var et lille Kryb, da Moderen døde — Fa’r har han aldrig haft, sølle Stump, og saa mente min Søster Line som saa, at naar der ingen Anden var til at tage sig af Barnet, saa maatte det falde hende til. Hun tog ham til sig og lærte ham at kalde sig Tante, for hun mente, det var for stort et Ansvar at gjøre sig til hans MoT. MoT har hun nu alligevel været for Barnet, for god er hun. Men man kan jo og­ saa faa for Meget af det Gode.« (Fortsættes).

— 22 -