Spejlet

Det store Spøgelse.

En Fortælling. Af Henrik Pontoppidan. —

Med Tegninger af Knud Larsen.

(Fortsættelse). sket at komme hjem allerede nu. Hun søgte tvertimod ved alle Slags kvindelistige Paafund at overtale Kæresten til at bie en Stund endnu; de kunde jo da i hvert Fald sidde lidt paa Grøftekanten og smaasnakke, mente hun og kyssede ham igen. Men den gulkrøllede var ubønhørlig, og udenfor Byen skiltes de. — Kir­ stine krøb gennem Præstegaardens Havehegn og listede videre langsmed Muren hen til sit Yindu. Da hun saa, at Vinduet var bleven lukket under hendes Fraværelse, og at Haspen var sat paa indvendig, begreb hun straks, hvad der var sket. Hun stod stille lidt, med Hovedet ligesom ydmyg bøjet. Hun vidste i samme Øjeblik, at hun maatte dø. Afgørelsen havde ligget færdig hos hende . . . havde blot ventet paa denne Rystelse for fuldt at forme sig til Beslutning. Præstefolkenes mange opbragte Ord 0111 andre af Egnens Piger, der var kommen paa Afveje, havde indgivet hende den Overbevisning, at de vilde jage hende bort, saasnart de opdagede noget, — og den Skam vilde hun ikke overleve. Uden at hun havde gjort sig det helt klart — fordi hun i den sidste Tid overhovedet havde haft en Sky for at tænke sine Tanker tilende — havde hun Gang paa Gang sat sit Liv i Vove for sin Kærligheds Skyld. Hun knyttede sit Tørklæde under Hagen og gik stille tilbage ad den samme Vej, hun var kommen. At Kæresten endnu ikke kunde være naaet længere bort, end at hun let vilde kunne indhente ham, tænkte hun ikke paa. Der var for hende gaaet Timer og Evigheder, siden de skiltes. Hun tænkte overhovedet ikke paa ham. Den, for hvem hun havde sat sit Liv paa Spil, var allerede ikke længer til for hende. Da hun først var kommen udenfor Haven, gik hun hurtigere til, — paa maa og faa ud over de afmejede Marker. Helt uvilkaarlig var hendes Gang dog ikke. En Slags Instinkt førte hende omtrent den lige Vej ud til en Tørve­ mose, hvor hendes Skolekammerat, den røde Ane, Sommeren før havde skjult sin Skam over at have stjaalet et Par Strømper fra sin Mad­ moder. Først da hun naaede op over en Bakkekam, hvorfra Udsigten aabnede sig til den øde og mørke Sump, blev hun sig selv helt bevidst. Ude i Øst var just Maanen stegen op over Sko­ vene; og dens hvide Lys lagde ligesom en Hinde

E t Par Maaneder gik alting godt; men da begyndte Præstefruen at fatte Mistanke. Der var nu ogsaa noget altfor overdrevent og fe­ brilsk i den Arbejdsiver, hvormed Kirstine om Dagen søgte at gøre Bod for Nattens Forsyn­ delser. Fruen lagde tillige Mærke til, at hun aldrig mere saa hende lige i Øjnene, og hun talte tilsidst til sin Mand derom. Præsten var ellers en saare fredsommelig Person, en af den Slags mildt dømmende Gejst­ lige, der tillod Folk at mene 0111 Vorherre og Helvede og Verdensordenen saadan omtrent, hvad de selv fandt for godt. Men til Gengæld forstod han ikke Spøg, naar det gjaldt Moralen. Som saa mange andre af sine Kaldsbrødre tog han i det hele paa Følelsens Omraade Oprejs­ ning for, hvad Kirken i den senere Tid nød­ tvungent havde ofret til Fornuften. E11 Aften noget efter, at Præstefolkene var gaaet til Ro, stod de efter forudgaaende Aftale op igen og gik begge ned til Køkkenet for at anstille en nærmere Undersøgelse. Forrest skred Fruen i Nattrøje og Uldklokke og med et Lys i den opløftede Haand; bagefter kom Præsten i Slobrok og med Briller paa den løftede og ligesom snusende Næse. Da de et Par Gange havde banket paa Ivirstines Kammersdør uden at have faaet Svar, aabnede de den sagte, idet de gennem Dørklemmen løftede den paasatte Haspe ved Hjælp af en Haarnaal. Stuen viste sig at være tom. Men Vinduet stod paaklem og angav den Vej, ad hvilken Flugten var fore- gaaet. Udenfor funklede en dejlig, dyb Septem- ber-Stj ernehimmel. Kirstine gik paa den Tid ude paa Landevejen ved sin Kærestes Arm og tænkte ikke paa nogen Fare. De kom sjiaserende ude fra en lille Skov, der ikke uden Grund kaldtes Kærlighedslunden, og de var nu paa Hjemvejen. Naar Kirstine saaledes var ude paa egen Haand, kunde hun blive helt overstadig. Her­ ude i Friheden og under Kærlighedens Paa- virkning slog hendes Angst og Samvittighedsnag 0111 i næsten fjantet Lystighed og forvandlede den frygtsomme lille Pige til en Bakkantinde. Hun gik nu der og svang sit løse Hovedklæde og kastede sig hvert Øjeblik 0111 Halsen paa sin Kæreste, skønt denne var begyndt at blive svært utidig og oftest besvarede hendes hede Kys med en lang Gaben. Det var da heller ikke hende, der havde 011-

— 39 -