Spejlet

over Vandet i de to runde Mosehuller, der laa dernede og' stirrede ubønhørligt op paa hende som et ondt Øjepar. Kirstine satte sig ned paa et Jorddige og faldt i Graad. Hun vilde dog saa nødig dø. — Men heller ikke nu var det den gulkrøllede Ven, hun tænkte mest paa. Det var Forældrene, især Moderen og det hele lille fattige Barndomshjem derude mellem Skovene, som gjorde hende Af­ skeden med Livet saa tung. Men paa samme Tid var det netop dem og Tanken paa den

Sorg og Græmmelse, hun voldte dem, der gjorde hende det saa helt umuligt at overleve denne Nat. Hun iølte sig som det brødefuldeste Menne­ ske, der havde levet. Alle de andre store Syn­ dere, hun havde kendt eller hørt 0111, syntes hende nu at have haft en Undskyldning for deres Overtrædelser, enten at de var kommen fra daarlige Hjem, eller — som røde Ane — havde haft en ond og gerrig Madmoder. Kun h u n havde ingenting at forsvare sig med. Hun

- 40 —