Spejlet

indbundne Hoved, naar hun laa saadan og hørte det gamle^Skabs-Uhrs strenge »Tid-en-gaar« og Botterne, som tumlede sig oppe paa Loftet. Omsider begyndte dog Øjenlaagene at blive tunge. Hun foldede Hænderne over Brystet og fremmumlede sin Aftenbøn: »Nu siger A dig Tak, Vorherre, for Helsen og Velfærd. Udfri os alle fra Synd og Sorrig og det Ondes Fristelser. Det samme siger A for dig, Per; for dig, Sofie; for dig, Ane-Mari’; for dig, Hans Jørgen, og for dig, hitte Kirstine. Gud Fader i Himmelen annamme os i sin Varetægt.« Hun havde sovet en Timestid, da hun plud­ selig vaagnede. Det forekom hende, at hun havde hørt Nogen græde saa utrøstelig, og hun skulde just til at vække Søren, da det faldt hende ind, at det naturligvis var noget, hun havde drømt. Hun kunde nu ingenting høre uden Uret. Og hun sov da ogsaa straks ind igen. Men nogen Indbildning havde det alligevel ikke været. Udenfor paa Stenflisen foran Hus­ døren sad Kirstine. Hun havde ikke kunnet komme over at forlade Livet uden at tage Af­ sked med det Hjem, hvorom tilsidst alle hendes Tanker under Dødsangsten havde klamret sig. Hun sad nu der sammenkrøben under sit For­ klæde og trykkede Kinden mod den ru Dør som et Barn, der søger Beskærmelse ved sin Moders Skørter. Hun græd ustanselig; og det var slet ikke altid, hun gjorde sig Umage for at dæmpe Lyden af sin Graad. Et Par Gange begyndte hun endog at kalde paa Forældrene — ganske sagte men dog med et Haab 0111 at blive hørt og samtidig paa Springet til at flygte ved den mindste Støj derinde fra.

havde kun nydt godt her i Verden. Hun havde haft det kærligste og bedste Hjem paa Jorden, og hun havde faaet en Plads, som alle Pigerne i Byen misundte hende, og hvor hun heller ikke hørte andet end godt. Som nu dengang, hun var kommen til at slaa Præstens Mundkop itu. Havde Fruen saa meget som skændt paa hende? Havde hun siden ladet hende høre noget derfor? Eller Præsten selv? . . . Alene for denne Kops Skyld, for den Overbærenhed, som hun havde lønnet saa ilde, syntes det hende nu ganske umuligt at leve længer. — Ude i Forældrenes lille Husmandsstue pus­ lede paa denne Tid den gamle Moder halvt at- klædt omkring ved Skæret at et tyndstøbt Lys, der stod paa et Bord mellem Vinduerne. Faderen havde forlængst søgt Sengen. Træt af Dagens Arbejde laa han dybt nedsunken i Halmen og snorkede tungt med Ansigtet vendt mod Væggen. Mariane var en runken lille Tykkert af Dværge­ arten. Hun stod just henne ved Bordet beskæf­ tiget med at omvikle sit store og næsten skal­ lede Baghovede med et Tørklæde, hvis Ender hun langt 0111 længe fik fæstet sammen over Issen med en Naal. Hun gav sig god Tid med alting. Men det var heller ikke af Nødvendig­ hed, at hun færdedes oppe i denne silde Time og under Afklædningen idelig gav sig til at sysle med noget enten her i Stuen eller i det tilstødende lille Køkken. Denne natlige Puslen var en gammel Vane fra den Tid, da hendes Børn var hjemme, og hun ofte maatte sidde oppe halve Nætter for at bøde deres Klæder. Der var altid saa meget, der skulde lappes og stoppes, og Søren tillod ingen Efterladenhed.

Nu var alle Børnene draget hver sin Vej ud i Verden; men endnu kunde hun aldrig rigtig tinde Hvile 0111 Nat­ ten, før hun et Par Timer havde nøslet i Ensomhed og i Tankerne hæget 0111 dem ligsom i fordums Dage. Endelig fdi hun sig da helt afklædt og slukkede Lyset. Ved det hvidblaa Skær af Maanen, der aftegnede to ly­ sende Vinduesfirkanter paa det mørke Lergulv, satte hun sig paa Sengekanten, trak Strømpeskafterne halvt ned over de svulne Lægge, bandt et gammelt Uldstykke 0111 Maven og krøb op i Halmen ved Siden af Manden. Under megen Stønnen fik hun sine stive Lemmer lagt tilrette under Dynen; men endnu laa hun længe uden at kunne sove. Der rørte sig altid saa mange ængstende Tanker i hendes

KNUD LABSEN.