Spejlet

En Historie om en ny Præst og en ny Dreng. Af L. Budde. — Med Tegninger af Carl Thomsen.

(Fortsættelse). derfor. Men fortæl mig engang, lille Ven, hvor­ for Du saa gjærne vilde i Kirke!« »Tante Line har sagt det!« svarede Purken. »Og naar jeg giør, hvad hun har sagt, saa kan jeg da ikke bede om Forladelse for det. Da vi kørte bort, kyssede hun mig og sagde, at nu skulde jeg være en god Dreng og rejse bort, for at hun kunde faa Bo til at komme sig. Men jeg skulde gaa kjønt i Kirke og høre godt efter, hvad Præsten sagde, og huske paa at gjøre det, saa vilde alle Mennesker holde af mig, og hun vilde blive glad. Tante Line er syg, og hun skal blive glad, for det trænger hun til. Vil Du ikke nok sige til hende, at jeg har været i Kirke og hørt godt efter, for det har jeg!« »Det kan Du stole paa, jeg vil!« forsikrede Præsten og klappede det lille Ansigt, der vendte sig bønfaldende op imod ham, mens Taarerne løb ned over det. »Og jeg vil sige, at Du ogsaa vil gjøre det, saa Vorherre kan blive glad for Dig!« »Tante Line først!« sagde Purken, »for hun er syg!« »Men ulykkelige Barn, hvor kunde det dog falde Dig ind at snakke højt i Kirken?« udbrød Bagerkonen pludselig ihukommende sit Ærinde. »Min Mand er saa vred derfor, og jeg har grædt mine modige Taarer derover!« »Ja, men han sagde jo lige saa bestemt det Samme, som Tante Line altid siger, og det blev jeg glad for. Det maatte jeg da nok! Ikke?« »Det maatte Du, min Dreng!« skyndte Præsten sig at svare og klappede nok engang det ivrige Ansigt, der vendte sin høje Pande op imod ham. »Men Du skal alligevel ikke gjøre det næste Gang, for nu forstaar baade Du og jeg det, men det er ikke sagt, at andre Mennesker forstaar det. De bliver maaske vrede over det, og det vil Tante Line ikke være glad ved, veed Du nok !« »Saa skal jeg heller ikke. Jeg skal gjøre Alt, hvad Du siger, for det vil Tante Line have!« lovede Purken og nikkede fornøjeligt. Dermed tog Bagerkonen ham ved Haanden, lykkelig over saa godt at have udført sit vanskelige Hverv, nejede og forsvandt, trækkende efter sig en lille Person, der ikke mer var saa opsat paa at komme bort som hun, men vendte sig og nik­ kede den ene Gang efter den anden til Bekræf­ telse paa, at han ikke skulde glemme, hvad Præsten og han havde aftalt med hinanden.

AN /man nu egentlig ogsaa det?« spurgte Præsten med lidt Betænksomhed. »Det kan man!« svarede Bagerkonen med Overbevisning. »For ser De, Hr. Pastor, Line nænnede aldrig at opdrage det Barn i Tugt, som jo dog er et Gode, et Barn ikke kan undvære. Gud veed, jeg sagde hende tidt nok, at Barnet maatte dog lære Lydighed, men hun forklarede altid, som der jo var Noget i, at naar det ikke blev Noget forbudt, saa gjorde det heller ikke Noget, der var forbudt. Det kom an paa, sagde hun, at det blev en god Dreng, og det var han. Galt kunde han jo nok komme afsted engang imellem, men saa var det bare en Misforstaa- else, og han mente kun godt med det. Hun lagde det kjønt ud, det skal jeg aldrig nægte, men hvad skulde der komme ud af det Andet end hvad der kom, og hvad Hr. Pastoren nu selv kan se?« »Tante Line er syg!« sagde den lille F yrstil­ færdigt og saa op med Taarer i Øjnene. »Det er hun mit sølle Puds!« skyndte Bager­ konen sig at svare, medens hun fik travlt med at tørre Pudsens Øjne med sit Lommetørklæde. Og heller ikke er det min Mening at sige et Ord imod hende, for det har hun alle sine Dage været for god til. Hun stred længe nok imod, Stakkel, mest for Drengens Skyld, forstaar De, men sidste Uge skrev hun, at nu kunde hun ikke længere, hun maatte paa Sygehuset. Hun bad mig saa mindelig, at jeg vilde komme og hente Drengen og være god imod ham, mens hun var syg. Min Mand syntes ikke saadan rigtig om det, men ser De, Hr. Pastor, min Sø­ ster levede af hjemmebagte Kager derinde i Købstaden og var ganske alene, havde ikke et menneskeligt Væsen om sig uden Stumpen her. Barnet kunde jo da ikke gaa ganske alene i den tomme Lejlighed, og saa forklarede jeg min Mand, at som Bagerfolk har man da altid Brø­ det. Selv har vi ingen Smaa, saa dem gik det ikke fra. Det kunde han ikke nægte, og saa — ja, saa rejste jeg derned og tog ham med. Igaar kom han, og nu maa Pastoren endelig ikke længere være vred for det!« »Hvad! hvad skulde jeg være vred for?« ud­ brød den unge Præst og rakte hende Haanden, for han forstod godt, det var Tante Lines egen Søster, der havde givet hele den lange Forkla­ ring. »Tværtimod! Det var jo netop saa kjønt af Dem, og De skal ikke have Andet end Tak

— 43 —