Spejlet

er han, og der er ingen andre Børn, der vil være Yen med ham!« »Saa vil jeg være Ven med ham!« sagde den ny Dreng kort og bestemt efter med Hovedet lidt paa Siden at have hørt opmærksomt paa den afskrækkende Beskrivelse. »Nej, Vorherre bevares — gør ikke det!« ud­ brød Bagerkonen helt forskrækket. »Det er paa Omgangen, man skal kende sine Folk. Pæne Børn kommer kun paa pæne Steder og holder sig fra Snavset. Det skylder de sig selv!« »Tante Line siger, det kommer mere an paa, hvad man skylder de andre, end hvad man skylder sig selv,« indvendte Drengen. »Og Tante Line ved det, og Præsten ved det ogsaa. Ikke?« »Ja, lad Du nu bare Tante Line og Præsten være, de mener det nu ikke saa slemt, som de siger det!« svarede den forstandige Bagerkone. »Saa beholder De Drengen, Hr. Lærer, vi skal nok fornøje Dem for det, for der skal Noget for Noget. Og lad mig nu se, Du er en pæn Dreng, der søger Selskab med de pæne Børn og holder dig fra Snavset. Farvel, og husk kjønt paa, hvad jeg har sagt dig!« »Saaledes undervist og formanet styrede den ny Dreng lige løs paa den pjaltede lille Fyr og satte sig helt hen paa den alleryderste Ende af Bænken, endnu et lille Stykke længere ude end han. »Her vil jeg sidde!« sagde han. »Det kommer vel an paa, 0111 Du maa!« be­ mærkede Læreren. »Nej,« paastod Drengen, »for naar jeg vil være Ven med ham, saa maa jeg jo da ogsaa sidde hos ham!« Ved denne Ytring glimtede det lidt i den pjaltede lille Persons Øjne, som saa op med et Sæt, og Læreren svarede: »Naa, saa Du vil være Ven med ham. Ja, saa passer I maaske til hinanden, og saa er det vel bedst, at I ogsaa sidder sammen!« »Her hedder jeg den ny Dreng, og hvad hedder du?« skyndte Purken sig i Fortrolighed at hviske til sin ny Kammerat, efterat han saa­ ledes havde faaet sin Plads, og Læreren havde vendt dem Ryggen. »Hvad kommer det Dig ved?« svarede Kam­ meraten uden at betænke sig. »Jo, for naar vi skal være Venner, saa maa vi jo da vide, hvad vi hedder!« forklarede den ny Dreng ham ivrig. Kammeraten skævede mis­ tænksom til ham og mødte et Ansigt, hvori der ikke var et Træk af Svig eller Bedrag. »Saa hedder jeg Dummepeter. Det kalder de mig Allesammen, og saa kan Du med!« svarede

Saa gik den unge Præst igjen alene frem og tilbage i sit Studerekammer, mens Sommersolen skinnede venligt ind ad Vinduerne, og det var, som havde ogsaa han slaaet sig til Ro. Nu vidste han, at han havde havt een virkelig Tilhører, og var det kun en lille 7 Aars Purk, saa for­ langte han dog ingen bedre. II. Hvordan den ny Dreng gjorde , hvad den ny Præst sagde. S a a l e d e s havde den ny Dreng indtaget sin Stilling som den, alle Folk i Byen havde faaet Kig paa, og gav sig nu af alle Kræfter i Færd med at befæste Stillingen. »Sin Lærdom maa Drengen ikke forsømme,« erklærede Bagerkonen, da de Søndag Efter­ middag var kommet tilbage fra det vellykkede Besøg hos den ny Præst. »For Lærdom er nyttig til alle Slags Ting og mange Gange bedre end at drive omkring og finde paa Kunster. Selv kan jeg nu ikke give ham den saadan som Søster Line, for det har jeg ikke Tid til, og saa maa han i Skole!« Deri var Bageren ganske enig med sin Kone, og Mandag Morgen fulgte Bagerkonen ham selv til Skolen. Alle de smaa Piger og Drenge — det var mindste Klasse, der havde Skoledag — skyndte sig at skotte mistænksomt til den ny Dreng, for smaa Gryder har ogsaa Øren, og de havde hørt megen Snak 0111 ham. Heller ikke var den ny Dreng sen til at tage dem i Øjesyn, og mange gode Formaninger gav Bagerkonen ham imens. »For Alting, hold dig pænt til de pæne Børn, det gjør agtet!« sagde hun, idet de gik ind i Skolen. »Hvem er han?« spurgte Drengen og pegede paa en lappet og pjaltet Dreng, der sad ene for sig selv paa Enden af en Bænk og havde et anseligt Rum mellem sig og de andre Børn. Saa lille han var, havde han et gammelagtigt Ansigt, magre graa Kinder, blaa Ringe under et Par store Øjne og tynde Arme og Ben. »Han er ingen pæn Dreng!« svarede Bager­ konen. »Daarlige Forældres Barn — Fa’ren er en Drukkendidrik og MoTen en Sjuskemalene, de giver ham flere Hug end Mad, siger Folk, og Drengen er da ogsaa derefter, sølle Stymper. Han løber mere paa Landevejen, end han er hjemme, ligger og tygger Skraatobak, hvor han kan fiske nogen. Skolelæreren siger, at han er den daarligste Dreng i Skolen — han hverken kan Noget eller vil Noget — tvær og ondsindet

- 44 —