Spejlet

et Glimt af Liv i de sløve Øjne. »Du kan stikke mig den under Bordet, men pas paa, at Skole­ læreren ikke ser det, for saa hugger han den!« Den ny Dreng halede Bollen op af Lommen, hans Kammerat snappede den begjærligt, og dermed var Forbundet sluttet og Venskabet be­ seglet. Det var paa Tiden, for i det samme tog Skolelæreren fat. »Kan Du dine Bogstaver?« spurgte han den ny Dreng. »Det kan Du da nok begribe!« svarede Purken lidt fornærmet. »Jeg kan læse og skrive Bog­ staver og tælle til Hundrede og lægge sammen og fortælle Historier og sige Vers!« »Du er nok lige saa rask paa det i Skolen som i Kirken — i Munden i det mindste!« sagde Skolelæreren. »Saa lad os da høre!« Det lod Fyren sig ikke sige to Gange. Han læste og talte til Hundrede og fortalte Historier og sagde Vers, og Munden gik paa ham, saa alle Skolebørnene sad og hørte paa ham rned Munden aaben af Forbauselse, og Skolelæreren kunde ikke faa et Ord indført, førend han var færdig med hele sin Lærdom. »Naa, Du har nok haft en god Skolelærer, kan jeg høre!« sagde Læreren, da han holdt op for at trække Vejret. »Det gik jo som det var smurt!« »Tante Line har selv lært mig det Altsammen,« svarede Purken og saa stolt op. »Det er nok en hel Karl, den Tante Line!« nikkede Læreren. »Men lad os saa engang til en Forandring høre Din Ven dér ved Siden af Dig. Naa, op med Dig lidt rask, Du dovne Krabat!« Egentlig rask gik det nu alligevel ikke. Lang­ somt og nølende rejste han sig, mens Børnene vendt omkring satte sig velbehageligt i Lave til den Fornøjelse at se en Kammerat i Vinden. Men det var dog en mærkelig Forandring, der lige med Et var foregaaet med Fyren, da han endelig kom op, og de rigtig fik ham at se — han var som forvandlet. De magre Kinder var pludselig blevet runde og struttende, de sløve Øjne store og stirrende, og Blikket løb med et raadvildt Udtryk rundt i Skolen, som om det ledte efter noget, det ikke kunde finde.1 »Naa!« spurgte Læreren utaalmodigt. »Kan Du faa Munden op!« Men det var netop det, han ikke kunde. Tæt­

tere og tættere kneb Læberne sig sammen, det var, som der var Noget, han for enhver Pris vilde holde paa, Kinderne blev rundere og rundere, og Drengen blev staaende og stirrede med dunnne, opspilede Øjne paa ham. »Du vil ikke?« sagde Læreren bister, for nu var han vred. »Da skal jeg nok lære Dig det, Du stridige Knægt. Op med den!« Ned foer Skolelæreren fra sit Katheder, stod i et Øjeblik foran Fyren, og saa knaldede der en Kindhest. »Sprut!« sagde det i det samme, de runde Kinder smækkede sammen, Munden fløj op, og en Strøm af udblødt Bolle sprøjtede ud af den over Skolelærerens hvide Krave. Det var der noget i, som ikke gjorde ham mildere stemt. »Hvad var det?« spurgte han i en Tone, der ikke lovede godt. »Bolle!« kom Svaret forvirret og stammende. »Sidder Du og tygger Bolle lige midt i Skole­ tiden, Din Slubbert?« udbrød Skolelæreren. »Og hvor har Du faaet den? Oven i Kjøbet har Du vel stjaalet den et eller andet Sted — hvor har Du taget den?« Barsk og truende trængte Spørgsmaalet sig ind paa Livet af ham, men Drengen kneb nok engang Læberne sammen og saa trodsig og util­ gængelig ned for sig, beredt til at tage mod Alt, hvad der vilde følge paa. For første Gang i hans Liv var der vaagnet en Kammeratskabs­ følelse i den stakkels Fyrs Hjerte, og hvad det saa skulde koste, havde han besluttet at vise, han var ikke den, der vilde forraade en Ven. Men han behøvede det for Resten heller ikke. »Han har slet ikke taget den, for jeg har selv givet ham den!« lød i det samme en frimodig Røst, og det var den ny Drengs. »Jeg havde to, og han havde ingen, og saa delte vi. Det sagde Præsten, vi skulde, og det siger Tante Line m ed !« »Har Du maaske ogsaa sagt, at han skal sidde og gnave Boller i Skoletiden i Stedet for at høre efter og lære Noget, som han haardt kan trænge til?« spurgte Skolelæreren spydigt. »Nej, men han var sulten!« svarede den ny Dreng uforknyt. »Og han trængte til den!« »Trængte!« udbrød Skolelæreren i Vrede. »Han trænger til en Omgang af Spanskrøret. Det er hans Ret, og den skal han faa!« (Fortsættes).

J »

- 46 —